torsdag den 23. marts 2017

En klam start på dagen

Det er ikke første gang, det er sket for mig. At jeg har stået i en bus indsmurt i bræk. Sidste gang var en mandag morgen for 14 år siden, hvor jeg havde fået lidt for mange margaritas aftenen før i forhold til, at jeg skulle være til forelæsning klokken otte dagen efter. Not my proudest moment... Jeg gennemførte så vidt jeg husker en enkelt time med pænt nasty pletter på mine bukser, inden jeg indså, at det nok var bedre at tage hjem igen.

I dag var det så ikke min skyld. Eller det var det jo indirekte, for jeg kunne bare have reageret på tegnene. En Snubs, der ikke rigtig var til at få op af sengen. Som absolut ikke ville have morgenmad eller noget at drikke - ikke engang hans vitaminvingummi kom indenbords. Og som klagede over ondt i maven og bare lå helt flad på vores seng og så Ramasjang. Men altså - han påstår tit, at han har ondt i maven, og der var ingen feber. Og klokken var en del tidligere end normalt, så jeg tænkte, at han bare var træt. Og børnehaven skulle til Den Blå Planet i dag, og det skulle han da ikke gå glip af!

Vi tog af sted med bussen, fordi Christianiacyklen er til reparation. Jeg lovede, at jeg ville komme og hente ham, hvis han blev ved med at have ondt i maven. Men så langt nåede vi så ikke. Lige efter Nørreport Station lød det "Jeg skal kaste op, mor". Og det gjorde han så. Udover sig selv. Udover mig. Udover bussen. FUCK!

Vi klarede det med hjælp fra et par søde medpassagerer, der donerede papirlommetørklæder og plastikposer. Jeg havde nemlig intet med andet end et stofnet med et par tøjdyr. Det blev så også ofret.

Nu sidder vi hjemme i sofaen og ser Ramajetterne. Den Blå Planet bliver en anden dag - jeg har lovet at tage ham på en erstatningstur på søndag. I dag hedder det ro på og en spand inden for rækkevidde.

Ahh, the joys of being a mum...



tirsdag den 21. marts 2017

Hippiens nye projekt

Jeg har hintet lidt til det herinde. At Hippien havde gang i noget særligt i forhold til arbejde. Og nu kan jeg endelig løfte sløret:

Hippien åbner sin egen pladebutik!

På lørdag holder han stor åbningsfest for hans nye sted, Vinyl - The Hangout. Konceptet er enpladebutik inde i den allerede etablerede Zeppelin Rockbar, som er en bar / spillested på Vesterbro. I dagstimerne vil den nu også huse Vinyl - The Hangout, hvor man kan købe lp'er i stor stil, samtidig med at man også kan drikke en øl eller en kop kaffe og bare, ja, hænge ud.

Det er Hippiens sted, men på mange måder er det vores projekt som familie. Og jeg er så sindssygt stolt af ham! Han arbejder i døgndrift og brænder så meget for det. Der er kommet en helt anden glød i hans øjne igen. Og lige præcis dérfor skulle vi hjem fra Paris. Fordi han skulle have sin glød igen, og fordi det kunne ske med det her. A dream come true...

Derfor - hvis der skulle være andre derude, som er musik- og særligt vinyl- entusiaster, så er Vinyl - The Hangout stedet for jer. Kig forbi, få noget at drikke og nørd igennem sammen med min søde, seje og dygtige Hippiemand. Han er virkelig rart selskab.

Der er som sagt åbningsfest på lørdag fra 14-18 med gratis fadøl og livemusik fra Den Syvende Søn og Tue West. Kig endelig forbi! :)

(c) Bjarke Ahlstrand


mandag den 20. marts 2017

Tiden løber...

... og jeg halser efter den for at følge med. Men det går ikke så nemt. Det går så stærkt! Der ligger 100+ ulæste blogindlæg på min Bloglovin' og jeg er mindst tre afsnit bagud på Girls. Mindst. Måske burde jeg bare opsige det der HBO-abonnement og så prøve igen om nogle måneder. I går aftes faldt jeg i søvn klokken lidt i ti, så nu er der også endnu en halv film på to-do listen.

Men livet er fint. Dagene er bare for korte. Jeg laver jo nok alt for mange planer. Men det er gode planer! I weekenden havde jeg fødselsdag (hurra for mig!), og selv om jeg først havde tænkt bare at forbigå den af mangel på overskud, endte jeg alligevel med at invitere en håndfuld venner forbi. For det var jo en lørdag, og vi er jo for filan endelig hjemme fra Paris! Så i stedet blev det noget med at bage kage amok både torsdag og fredag og så have huset fuldt lørdag. Og det var SÅ hyggeligt! Det kunne faktisk godt lade sig gøre at presse 16 mennesker ind i vores lille lejlighed... Fantastisk dag, som gik over i en fantastisk aften. De sidste gik først ved halv ti-tiden, og Snubsen kom alt for sent i seng. Men det var det hele værd.

For at det ikke skal være løgn, skal jeg faktisk i gang med at bage igen om lidt. Jeg er vist kommet til at love kollegerne hjemmebag... Men SÅ er det også slut. Pause. Der er også stadig næsten en halv cheesecake i køleskabet som skal kværnes. Af mig, siden Hippien og Elvis ikke kan lidt cheesecake. Tough luck...

Sidste uge bød også på lægebesøg med Snubsen. Han var jo syg for nogle uger siden, som så viste sig at være fire uger siden. Og han har hostet lige siden da. Hovsa. Der løb tiden igen... Det viste sig, at han har astmatisk bronkitis, så nu kører vi på med inhalator morgen og aften. Vi kalder det superheltespray, og Den Gule Hulk er simpelthen verdensmester til den. Han er altså en champ. Jeg håber, at det hjælper snarest, for det er godt nok ved at være tungt med den hosten.

Nå, men en sludder for en sladder. Jeg vil løbe igen - de der kager bager ikke sig selv!



lørdag den 11. marts 2017

Om en dejlig dag trods drama, døde dyr og dårlig musik

Hold nu op, hvor har det været en skøn dag i dag. Det der vejr! Det er så vildt, så meget lidt solskin kan gøre. Jeg elsker det.

Jeg startede morgenen med at tage til yoga - noget jeg ellers faktisk forsøgte at framelde i går aftes, da jeg sad til vinsmagning med arbejdet og pludselig tænkte, at det nok var en lidt for optimistisk idé. Men så kunne jeg ikke få bookingsystemet til at virke over telefonen, og så tog jeg det som et tegn på, at jeg skulle holde fast i min tid og i stedet gå lidt tidligere hjem fra festen. En meget voksen, kedelig og fornuftig beslutning - men jeg er så glad for, at jeg tog den! I stedet for at være tømmermandsramt og flad i dag har det været en dag med overskud og god samvittighed. Yoga og så hjem i bad, pakke en madpakke og så tog Snubsen og jeg i zoologisk have for at udnytte vores årskort. Hippien har igen-igen arbejdet dagen lang, så den stod på fri leg for den gule og den lyserøde hulk.

Der var som forventet ret mange mennesker i zoo i dag, men det var stadig til at holde ud. Vi tog det i Snubsens tempo, så vi så kun lige de dyr, vi gad, og så brugte vi ellers en masse tid på legepladserne og hos klappegederne. Sidstnævnte var dog lidt dramaagtigt - der var en dreng, der væltede ned med hoved forrest fra det stenbjerg, som en masse børn kravlede rundt på. Og jeg stod som den nærmeste voksen - og jeg reagerede slet ikke godt nok. Jeg så det, jeg gav lyd fra mig, men jeg frøs helt ift. at flytte mig over og gribe ham. Det var der så heldigvis en mand, som var bedre til at reagere end mig, der gjorde - og drengen slog sig ikke. Han blev bare forskrækket. Det gjorde jeg jo nok også, men derfor er jeg stadig ærgerlig over min reaktion eller mangel på samme. Hvorfor kastede jeg mig ikke intuitivt efter ham? Jeg tror det skyldtes mit dårlige syn og mit manglende synsfelt - jeg havde en følelse af selv at falde over en masse sten, hvis jeg skulle bevæge mig hurtigt. Men det er sgu stadig en dårlig undskyldning.

Nå, men udover det var det en god dag. Også selv om den også indeholdt en masse snak om liv og død. Der var nemlig en bavianmor, som for tiden bærer rundt på sin døde unge. Og der er altså ingen tvivl om, at den der unge er meget død. Det åbnede logisk nok for en masse spørgsmål fra Elvis. Men jeg synes faktisk, at det er rigtig fint. Det eneste, der kan retfærdiggøre zoologiske haver, er hvis de fungerer så meget som muligt på dyrenes præmisser og så absolut med uddannelse og viden som første mål, og derfor rystede jeg ærligt talt på hovedet af den curlingfar, som jeg overhørte sige til en dyrepasser, at der altså var en død abe, og om de ikke fjernede den snart, for hans datter blev altså ked af det. Come on, altså... Dyrepasseren forklarede heldigvis meget sagligt, at nej, det havde de ikke tænkt sige, for det er abernes naturlige måde at tage af sked med døde unger på. De må have fået uddannelse i at håndtere de der forældre, for jeg tror ikke, at jeg kunne have været lige så tålmodig.

Nu er Snubsen forlængst puttet, og jeg sidder og ser Gaffaprisen og må indse, at jeg er virkelig træt af den danske musikbranche og dens rygklapperi. Det er jo de samme kunstnere, der vinder igen og igen? Enten har jeg aldrig hørt om vinderne eller de optrædende før (hvem er Sulejma og Katinka??) eller også er det evigt og altid Mads Langer og Dizzy Mizz Lizzy. Jeg bliver træt.

Måske er jeg bare en lidt sur gammel dame, som lidt for ofte tænker "Verden nu til dags...". Jeg er ellers i rigtig godt humør i dag, så måske er det bare på tide at lukke computeren ned og lade fjernsynet tage over. :)

mandag den 6. marts 2017

Guldkorn #4

Syv hurtige fra Snubsens mund - jeg elsker hans logik, hans eftertænksomhed og hans meget avancerede trusler!

Elvis om hvordan tingene hænger sammen i vores familie:
"Engang så købte jeg dig. Så gik jeg ned i en mor-butik og købte dig. Og så lavede mig og far dig. Og så engang lavede fars mor og far far. Og så lavede du og far mig. Og selv når jeg bliver voksen, så er I stadig min mor og far."
Hmm, tæt nok på, I guess..

Elvis har travlt med at klippe og klistre, mens jeg er optaget i køkkenet:
"Ej, jeg skulle lige til at klippe et sejt skib, men så kom jeg lige til at klippe en giraf."

"Mor, du kan ikke arbejde i Deloitte, for Deloitte er den onde i Ninjago!"
Det er så Lloyd, han mener...

Under et sjældent indkøbssammenbrud, hvor vi sagde nej til at lade ham få M&Ms:
"Hvis ikke jeg får, hvad jeg peger på, så hoster jeg på dem, der ikke allerede er syge!"

Elvis har slået sig og sidder og bliver trøstet:
"Mor, kan man også græde, når man er otte år?"

Midt om natten, hvor Elvis er vågnet stortudende og hikstende forklarer mig, hvad der er galt:
"Jeg drømte, at du sagde, at jeg ikke måtte få noget slik!"
efterfulgt af
"Nu vil jeg faktisk gerne være færdig med at sove - jeg synes, at det er en rigtig, rigtig dum nat".

Efter han er væltet med en barstol, som han absolut skulle dreje hurtigt rundt på, udbryder Elvis tørt:
"Det var da godt nok en dårlig idé, jeg lige fik der..."


onsdag den 1. marts 2017

10 år

I dag er det ti år siden, at Ungdomshuset blev ryddet. 10 år. Det føles både som lang tid, og som ingen tid overhovedet.

Jeg kom kun selv i Ungdomshuset en enkelt gang, og det var ærligt talt slet ikke noget for mig. Jeg følte mig slet ikke tilpas. Måske havde det så også noget at gøre med, at jeg kom direkte fra en dag på gymnasiet i Rungsted, og var iklædt bl.a. et fint Burberry-tørklæde - men lad nu det ligge... Det var bare ikke et sted for mig. Men i løbet af mine mange år som en del af den alternative musikscene i København (årh, det lyder fancy... Jeg kunne bare godt lide metal og goth-musik, ikke?), lærte jeg rigtig mange mennesker at kende, som kom der, ja nærmest boede der - på godt og ondt.

Jeg glemmer aldrig den dag, Ungdomshuset blev ryddet. Dengang boede jeg på Rigshospitalets Kollegium på Jagtvej, og jeg husker at vågne til lyden af en helikopter, som nærmest lød som om, den var på vej ind på mit værelse. Det var den så næsten også, for helikopteren fløj ret lavt nede hele vejen op af Jagtvej - andre af mine kollegiefæller, som boede højere oppe end min 3. sal, havde kunne kigge direkte ud på helikopteren.

Og så eksploderede København. Nørrebro nærmere betegnet. Området var en krigszone, og mange af mine venner og bekendte blev både velfortjent og ufortjent tilbageholdt af politiet. Den fyr, jeg så dengang, var på et tidspunkt på vej hjem fra mig, og endte med at blive jagtet ned af en sidegade ved Skt Hans Torv. Han lignede nu nok også lidt en autonom med sin tight jeans, sorte hættetrøje og kasket - men han havde altså bare været på kollegiebesøg. En anden fyr, jeg kendte fra LA, var på besøg i København, og da jeg mødte ham til en øl, gav han udtryk for sin forfærdelse og sammenlignede det med de værste områder i LA - Inglewood for eksempel. Men sådan føltes det også lidt i de dage.

Ti år. Det er vildt. På sin vis føles det som om, det var i går - på den anden side er der siden da sket rimelig mange ting i mit liv. Færdiguddannet. Gift. Mor. Er flyttet fire gange - to gange internationalt. Så egentlig kan jeg godt se, at der må være gået ti år.

I aften var der så gang i gaderne på Nørrebro igen. Vores gade. Hippien og jeg grinede lidt af det, da han ikke kunne få en bus hjem ad Nørrebrogade pga. "demonstrationer" kl. kvart i seks. På det tidspunkt var Elvis og jeg lige cyklet hjem ad samme gade, og der havde ingen tegn været på noget. Da jeg tog til ballet ved halv syv-tiden var der ikke noget. Og så sad jeg i toget hjem fra ballet klokken lidt i ni og læste om, hvad der var foregået. Kiggede på billederne. Billeder, som var taget lige ude foran vores lejlighed - på det tidspunkt, hvor Hippien har været i gang med at putte Snubsen.

Det var en mærkelig følelse.

Det var også en mærkelig følelse at stå af på Nørrebro St. Kigge sig omkring - se efter tegn på uregelmæssigheder. Alt var fredeligt. Normalt. Og Hippien og Snubsen havde intet hørt - vores lejlighed ligger trukket tilbage fra Nørrebrogade, så de havde været helt isoleret. But still.

Nørrebro. Et område af diversitet. Og sådan er mine følelser også omkring det. Jeg elsker det. Men jeg hader det også lidt. Men jeg kan ret godt forstå det. Men samtidig forstår jeg det overhovedet ikke.

Ti år.

Her bor vi. Lige dér, hvor fotografen må have stået.


fredag den 24. februar 2017

Down in a hole - og op igen

Jeg har været lidt forsvundet fra radaren den sidste uges tid. Snubsens sygedage i sidste uge fik mig ned i et hul, jeg slet ikke kunne komme op af igen. Jeg var fuldkommen udmattet, drænet, brugt op. Det er heldigvis vendt igen gennem en kombineret indsats af et ordentligt boost vitaminpiller, en masse søvn og en god gang viljestyrke, men det var godt nok en nasty omgang. 4-5 dage med nul energi og en virkelig tung sindsstemning. Føj for filan.


Jeg kan jo godt se, at det ikke er så mærkeligt, at jeg ramte bunden. Vi har været igennem en hektisk flytning; en børnehaveindkøring; et nyt job for mig; og en meget krævende projektopstart for Hippien, som jeg snart skriver mere om. Jeg har kørt på pumperne længe, og til sidst var der ikke rigtig mere at give af. Jeg var flad. Træt hele tiden, både fysisk og psykisk.


Det var en skræmmende følelse – jeg satte spørgsmålstegn med alle mine seneste valg. Mit karrierevalg, helt tilbage til mit uddannelsesvalg. Vores flytning tilbage. Og ikke mindst mig selv. Er jeg god nok? Kan jeg leve op til det kæmpe ansvar, jeg har på min skuldre i forhold til økonomi? Familie? Kan jeg overhovedet tillade mig at overveje et karriereskift? Og er der overhovedet andet, jeg kan finde ud af? Adr, dumme tanker.


Det er mit nok tætteste encounter med stress/depression/whatever. Det kan jeg altså ikke lide. Der vil jeg ikke hen igen. Det var lidt et wakeup call. Jeg skal passe på mig selv.


Så det gør jeg nu. Tager mine vitaminer. Får jern nok (ikke kun gennem rødvin…). Får (næsten) søvn nok. Og i aften står den på sushi og vin sammen med Hippien, hvilket jeg glæder mig som en gal til. Ungen bliver spist af med pasta og fredagsslik, så han klager nok heller ikke. Han har været Hulk hele dagen i børnehaven i dag, og ser endda ud til at være blevet kattekonge, så jeg forestiller mig, at han ikke er til at skyde igennem, når jeg henter ham om en times tid. Det kan kun blive godt.