mandag den 14. februar 2022

En post i mørket

Klokken er halv ti og jeg sidder i min seng i mørket. Indie ligger i sin seng ved siden af - i hvert fald lidt endnu. Det har været en hård måned ift. søvn, og Hippien og jeg har måtte tage konsekvensen og sover nu på skift sammen med lillepigen og på skift i gæsteværelset sammen med Elvis. Jeg savner at ligge tæt med min mand, men jeg er virkelig glad for at få noget reel søvn i hvert fald hver anden nat. Så den fase tager vi med...

Det er den sidste aften med en baby. I morgen fylder Indie et år. Et år. Et helt år. Det er så vildt! For et år siden var jeg på vej ind i den vildeste nat af mit liv - med veer, hindbærsnitter, X-Files, vandafgang på sofaen, vestorm og til sidst en baby. Og nu er hun et år. Shit!!

Det har uden tvivl været det mest sindssyge år - særligt den sidste måned. Hold nu kæft, det er hårdt at arbejde fuld tid to personer, mens en lille størrelse udvikler sig med syvmileskridt. Jeg fatter ikke, hvordan vi overlever. Men det gør vi, og hun er det hele værd. Også selv om hun holder os vågne om natten.

Men altså - ét år. Det er vanvittigt...

mandag den 10. januar 2022

10 måneder kom og gik...

Da jeg var på barsel, blev jeg mindet om hyggen ved at blogge og begyndte igen. Hvorfor var jeg nogensinde stoppet? Well, det er ret klart for mig nu - jeg får det virkelig ikke gjort!

Indie fyldte 10 måneder for næsten en måned siden. Så ja, hun er fem dage fra at være 11 måneder. Flot altså. Men sådan er det. Vi halser efter alting med vuggestuestart, vuggestuepest, coronaisolationer, jul, nytår, mere vuggestuepest, mere indkøring osv. Det er bare sådan, det er.

Men hun rykker på udviklingen - helt vildt! Det er som om, der sker noget hver dag.

  • Vi har haft kæmpet helt vildt med mad. Hun ville intet spise. I lang tid har det kun været flaske eller pulvergrød, der duede - kun juleaften lykkedes det med lidt kartofler med andesovs. Det har været mega frustrerende! I vuggestuen har hun afvist ALT, som i alt. Også bare et glas vand. Men nu (7-9-13) ser det ud til at være ved at vende. Hun vil gerne spise lidt pasta i vuggestuen. Hun spiser gerne vores mad herhjemme. Er hun træt, er det stadig kun pulvergrød, som lige går, men vi har da fået lidt variation på. Alt er en fase...
  • Det er lidt det samme med søvnen. Hold nu kæft, hvor har den været dårlig! Men lige nu er den ok. Det var den i hvert fald i nat, og så tror man vel lidt på det igen...
  • Hun er motorisk på vild vej. Først knækkede hun kravlekoden, og nu rejser hun sig op af ALT og begynder at slippe med den ene hånd. Går rundt om ting. Der går sgu nok ikke lang tid før hun er gående.
  • På en enkelt dag lærte hun både at vinke og klappe. Så det gør hun ret meget nu. Og ryster stadig på hovedet af alt.
  • Yndlingslegene er gerne noget med at kravle over til sit boldbassin, hente bolde op og kaste dem ud i rummet. Det kan vi bruge maaaange timer på. Bolde er virkelig et hit. Fjernbetjeningen er et hit. At spise sit stabeltårn er et hit. Skøre unge...
  • Hun blev vanvittig glad for hunde over julen. Det var ret vildt, for først var hun panisk bange for sin onkels lille hund, men så blev den bare det mest spændende i verden. Det gælder også mormors store boxer nu. Siger man ordet "hund", begynder hun at kigge sig omkring og sige "vauw vauw vauw".
  • Hun har fået 7. og 8. tand, og jeg tror det havde meget at sige ift. madleden. De gjorde ondt. Derudover var hun vildt forkølet i december og havde også en omgang med feber her start-januar. Det har ikke hjulopet på overskudet.
  • Hendes yndlingssang er "Lille Peter Edderkop" og hun laver alle fagterne med. SÅ sødt.
  • Det går virkelig godt i vuggestuen, hvor hun er glad og tryg ved de voksne. Men vi skal satme ikke slippe hende bare ét sekund, når hun først kommer hjem om eftermiddagen. Det kan vi godt glemme. Så det gør vi. Krammer. Leger. Og spiser virkelig meget takeaway...


mandag den 29. november 2021

9 måneder (og lidt til...)

Så blev hun 9 måneder. Og lidt mere... Faktisk en halv måned mere. Jaja, jeg må nok bare erkende, at med barn nummer 2 er man konsekvent bagud. Men pyt. Når jeg engang i fremtiden læser tilbage på Indies udvikling, er det nok ikke et par uger fra eller til, som gør forskellen.

Der er ellers fart på den her. Vi har haft en laaaang periode (meget lang, ifølge Hippien, som jo er hjemme på barsel...), hvor det har været brok 24/7. Sådan vitterlig. Både vågen og i søvne. Vi har været ved at blive sindssyge. Nu skal jeg selvfølgelig ikke jinxe det, men de sidste par dage har det dog virket, som om det er lettet lidt. Vi krydser fingre.

Der sker nu også meget, så det er måske ikke så mærkeligt med seperationsangst og generel utilfredshed. Der kravles i alle kroge og hjørner på jagt efter sko og ledninger, og der øves-øves-øves i at komme ordentligt op på knæene. Pt. er det stadig Commando-style kryben, men vi er der næsten. Hun begynder også at vise interesse for at rejse sig op, men det er kun begyndende.

Ellers er det, der sker mest, at hun danser. Danser, danser og danser, så snart der er det mindste antræk til musik. Hun ELSKER musik. Ryster på hovedet og danser og bevæger sig til alt med rytme. Hun er også begyndt at vinke eller "klappe" med hænderne over hovedet. Det er simpelthen så cute. 

Mindre cute er, at hun generelt kaster med ALT. Sokkerne flås af fødderne og kastes med. Sutten hives ud af munden og kastes med. Legetøjet kastes med. Maden kastes med. Jeg har så ondt af vores underboer, for det må larme helt vanvittigt. Og vi er pænt trætte af at samle ting op...

Hun er i det hele taget vildt temperamentsfuld. Kaster som sagt med tingene. Slår med håndfladerne i bordet. Råååååber højt. Der er ingen chance for, at hun bliver overset. Og så har hun det fedeste onde grin, som hun meget passende fyrer af, når vi lyder mest opgivende. Lille møgunge...

Det hårdeste pt. er dog søvnen. Hun er virkelig svær at putte om aftenen. Hun flyver om på maven og kravler rundt både vågen og i halvsøvne, og hun vil nærmest kun sove, hvis vi er i rummet. Ellers vågner hun hele tiden, så vi bruger hele aftenen på at sidde inde hos hende igen og igen. Hun vågner også tit, når vi skal i seng, og så ligger hun lysvågen og mosler, selv om vi tager hende op til os. Det skal vi i øvrigt passe på med. Hun er faldet ned fra vores seng to gange - og den ene gang landede hun oven på en stikdåse, så hun fik det blåt øje. Det var ikke så godt. Den første gang var det fordi, Hippien gik på toilettet om natten, og så vågnede hun og kravlede efter ham. Jeg vågnede først af hendes hyl. Anden gang vendte jeg ryggen til for at sætte Elvis' hår op, og så fik hun også forceret den store afskærmning af dyner, som jeg havde lavet, og tippet ud over kanten. Hun er hurtig som en ninja! Der skete vist heldigvis ikke andet end som sagt det blå øje, som næææææsten er væk nu.

Mad går stadig rimelig godt. I perioder vil hun kun spise selv - i andre (som lige nu) gider hun i hvert fald ikke det, og så er det kun madning med mos, som duer. Pt. er kartoffel-rødbedemos og kartoffel-hokaidomos det største hit. Hun har også fået en ekstra tand, så måske er der endnu mere grund til brokkeriet.

Så ja - der sker meget. Virkelig meget. På mandag hedder det vuggestuestart - det skulle faktisk have været her i overmorgen, men hun er lige i isolation uge ud, fordi Elvis har haft Corona. Det gjorde, at vi alle fire skulle en uge i isolation, og efter han så var raskmeldt og Hippien og jeg var testet negative, så skulle Indie lige have en uge ekstra, fordi hun ikke er testet. Gaaah! Godt det ikke er mig, der har barslen lige nu...

lørdag den 30. oktober 2021

7 og 8 måneder



Så blev hun syv måneder - og faktisk også otte måneder! Lige omkring de syv måneder startede jeg nemlig også på arbejde igen, og 1-2-3, så var der ingen tid. Der har været run på. Rigtig meget. Men det har været sjovt.

Men altså - syv måneder og nu otte måneder. Det er svært for mig at skelne mellem, hvad der skete hvornår - men der er godt nok sket meget!

  • Det er slut med stille baby på alle planer. Dels råber og snakker hun dagen lang ("ba-ba-ba-ba" og "ma-ma-ma" og "jah" uden j-lyden" og dels er hun all over the place. Hun kryber med fuld fart i alle retninger - helst hen til ledningerne, selvfølgelig. Maven er også begyndt at løfte sig, så der er nok ikke lang tid til, at hun kravler helt reelt.
  • Hun sidder også rigtig flot. Vælter næsten aldrig mere. Og hun er glad for det - det er som om legetøjet er nemmere at undersøge, når man kan sidde med det i hånden.
  • Ellers er og bliver det bedste legetøj fødderne. Og sokker er fjenden. De ryger af lige så hurtigt, som jeg får givet dem på. Hun er i det hele taget meget sko- og fodfikseret. Hun jagter alles fødder og hun kan næsten altid findes i entreen med en sko i munden...
  • Hun har stadig kun sine to reelle tænder i undermunden, men i dag har jeg mærket to mere på vej i overmunden. Dog ikke de to fortænder, men nærmere hjørnetænderne. Det bliver en rigtig fin hugtandsbaby.
  • Maden kører. Hun vil stadig kun have mors hjemmelavede, men i det mindste kan vi supplere med klemmeposer med frugtmos. De er et hit - og det var altså rigtig rart på vores netop overståede ferie!
  • Speaking of ferie - vi var to uger på Rhodos med egen opvarmede pool og det var genialt! Hun er den vildeste vandhund - ville i hele tiden. Vi havde hende måske også lidt for meget i, for hun blev faktisk syg for første gang på den tur. Godt forkølet og med feber. Så det kan ses på otte månedersbilledet, hvor hun ser lidt klattet ud. Men hun var nu stadig glad. :)
  • Søvnen er stadig en joker. Nogle nætter er geniale, andre er pænt udfordrende. Altså en standard baby...
  • Nå ja, og så har vi fået vuggestueplads! Det er både fedt og skræmmende. Det er her fra 1. december, så det er jo lige om lidt - også lidt tidligere end vi havde ønsket. Men vi har en rigtig god fornemmelse med stedet, og en af de andre babyer fra mødregruppen starter samme sted samtidig. Det skal nok blive godt.
  • Jeg er som sagt startet på arbejde, så Hippien er på barsel. Og de storhygger sig! Her sejler pænt meget mere herhjemme, end da jeg var på barsel (hvis jeg selv skal sige det...), men ok, man skal også være noget mere på hele tiden med en baby, der kan flytte sig selv, end et spædbarn. Hun kræver virkelig meget mere opmærksomhed nu.
Vi nærmere os en helt normal hverdag. Ikke mere barsel. Det er både skræmmende, men også spændende, fordi det føles endnu mere som at NU bliver det et helt almindeligt børnefamilieliv med to børn. TO børn.

mandag den 30. august 2021

Dagens ups(er) nr. 29

Ja, så er jeg da klar til at genoplive dén serie... I dag er seriøst en dag, hvor jeg bare burde være blevet i sengen. Jeg turde faktisk næsten ikke tænde computeren, for så ville jeg sikkert bare få tastet forkert password for mange gange eller sådan noget. Taget i betragtning, at jeg skal tilbage på arbejde på mandag, er det sgu lidt sent at ammehjernen sætter ind!

Nå, men det startede i morges, da jeg tjekkede min konto og så, at jeg havde fået min løn og bonus. Fedt, så nu skulle vores drømmerejse her til efteråret betales. Jeg logger ind på ordren - og ser at den skulle have været betalt senest i går. Total panik. Men jeg fik lavet en straksoverførsel efterfulgt af en halv times ondt i maven indtil deres kundeservice åbnede, et kvarter i telefonkø og så endelig en beroligende dame som sagde, at det ville hun bare lige notere og så var alt fint.

I den halve time med ondt i maven prøvede jeg så at være konstruktiv (Indie sov...), så jeg gik ud på loftet for at lede efter noget tøj, jeg havde solgt på Reshopper. Det ene par bukser var virkelig svære at finde, så jeg måtte lægge nøglen fra mig og tage hele kassen ud. Lede og lede. Ind og tjekke, om de alligevel var i lejligheden. Tilbage til loftet. Dér var de! Kassen på plads, ud af rummet, låse låsen - og netop, da den sagde klik, sagde min hjerne "Nøglen!". Som ja, stadig lå ude på loftsrummet.

Jeg satte i gang i en hel masse. Skrev i vores lokale Facebook-gruppe og fandt faktisk en flink mand, som gerne ville hjælpe med en vinkelsliber. Han kom her kl. 11. Skar låsen over. Jeg satte en ny i, som vi heldigvis havde på lager, og gik så ind for at skifte nøglerne om i bundet. Det mindede mig om, at vi havde en udefineret nøgle liggende i skuffen, så jeg tjekkede den lige.

Ja, den passede til låsen. Låsen, som lige var blevet skåret over, fordi jeg ikke havde nogen nøgle.

Hold nu kæft, hvor føler jeg mig dum...



torsdag den 19. august 2021

6 måneder


Og så nåede vi et halvt år. Et helt halvt år. Det er vildt. Vi fejrede det med at have Elvis hjemsendt til isolation pga. Corona i klassen, så vi har ikke været uden for en dør hele ugen, undtagen til test. Jeg er ved at blive sindssyg.

Men det går - jeg har søde unger. Indie er en lille temperamentsfuld unge, så engang imellem råber hun meget vredt, men for det meste er hun glad. Hun vil bare gerne snakkes med og underholdes. Og så er hun virkelig træt af ikke at kunne komme frem og rundt. Hun kan rulle sig og rotere om sin akse, men hun kan ikke komme frem.

Maden går så som så. Nogle dage sluger hun det hele, andre dage gider hun næsten ikke. Hun har også set sig sur på mit venstre bryst, som KUN duer, hvis hun er startet på det højre og stadig er lidt sulten. Det er lidt frustrerende for mig - i nat kunne jeg ikke engang snyde hende som jeg plejer. Sutteflasken er til gengæld altid et hit, så hun får fast en flaske inden sengetid. Så sover hun bedst og så sover jeg bedst...

Hun har lært at lege "borte-tit-tit". Det var fandme sjovt! Under putningen i går måtte jeg droppe godnatsangene, fordi hun begyndte at hive dynen op over sit hoved og så tage den væk med et frækt smil og kæmpe glimt i øjnene. Så absurd nuttet! Så lå hun og spiste sine fødder lidt, og så faldt hun heldigvis i søvn. Hun viste mig også i går, at hun kan snorke. Omkring midnat klynkede hun, så jeg gav hende sutten, og så kvitterede hun med et kæmpe snork - så højt, at jeg nærmest følte behov for at tænde lyset og sikre, at der ikke lå en anden i sengen hos hende! Det var så syret.

Hun er blevet rigtig glad for at sidde i sin barnevogn eller bæresele og kigge på verden. Så nu ligger indkøb og lignende i hendes vågne tid i stedet for når hun sover - når vi altså ikke er i isolation...

Hvad ellers? Tja, hun kan næsten sidde helt selv; hun er en lille charmetrold over for alle, når hun lige får set dem an; og så er hun begyndt at give mig verdens største kys med åben mund på kind og hage. Jeg elsker det. Jeg har simpelthen verdens bedste baby...


fredag den 13. august 2021

Når barslen slutter

Barselslivet går på hæld. Om under en måned er jeg tilbage på kontoret. Så venter en hverdag med nyt arbejdsliv som partner og mor til to. I det mindste skal Indie stadig være hjemme med sin far en fire måneder endnu, så vi venter lidt med at kaste os ud i koordineringen med to institutioner, hente og bringe. Men alligevel. Det bliver vildt.

Jeg har elsket hvert sekund af denne barsel. Virkelig. Også de dage og nætter, hvor Indie har haft glemt hvordan man sover, og hvor jeg har været alene med begge under og tingene ikke er gået op i en større helhed. Jeg har stadig elsket det. Heldigvis glæder jeg mig til at komme tilbage til mit arbejde, for det er spændende og fedt - men jeg glæder mig altså ikke til at undvære Blobsen. Auch.

Det har været den barsel, hvor jeg har gjort mindst. Hvor jeg oftest har praktiseret "Hvis jeg ikke når det i dag, når jeg det nok i morgen". Og nu er det snart slut og jeg har ikke nået det halve, af det jeg ville - og det er så lige meget! Jeg har været sammen med Indie og det var det vigtigste.

De første par måneder, hvor vi lå hud mod hud i flere timer om dagen. Hvor jeg lå i sofaen og skiftevis ammede og sov med baby på maven, mens drengene sad på gulvet og spillede Minecraft. De lange gåture i Valbyparken med lydbog i ørerne og sovende baby i vognen. De utallige grin og fjollerier. Og senest de spændende udfordringer med mad og skeer, som flyver i alle retninger. Det har været guld værd.

Elvis er tilbage i skole (hurra! Må man ikke godt sige det?), og derfor skal den sidste månedstid her bare stå på hygge, gåture, leg og afslapning. Så når jeg sgu nok ikke at fikse stigen til Elvis' seng. Eller rydde mere op i skabene. Eller... Pyt pyt pyt. :)

Og så bliver det hverdag. En hverdag, hvor Hippien er på barsel og jeg arbejder - dog kun 4 dage om ugen i første omgang. En hverdag, hvor jeg har planer om at finde noget tid til mig selv igen. Komme i gang med at træne. Nyde cykelturen alene frem og tilbage. Det bliver nu også godt. For måske er jeg nu partner og mor til to - men jeg skal også lige huske at være Caroline.