onsdag den 19. april 2017

Om savn, om at dele og om at sidde tilbage alene

Jeg savner min Snubs. Så meget, at det gør næsten fysisk ondt. Det var sjovt nok en del nemmere, da jeg vimsede rundt i Sydfrankrig med min mand i hånden, end nu hvor jeg sidder i en tom lejlighed, omgivet af ungens legetøj og er meget bevidst om, at han ikke er her og først kommer igen lørdag.

Men det er sundt at savne. Er det ikke? Ej, det er jo vitterlig helt okay. Specielt fordi ungen har det herligt! Det vidner de skønne billeder, som min far sender mig, fuldt ud om. Han kigger på frimærker med morfar, graver i sandet på stranden og plasker glad i badet. Alt er godt. Og jeg elsker jo at vide, at han har kvalitetstid med sin morfar og bedste. Det gør mig glad at vide, at to af de vigtigste mænd i mit liv (den ældste og den yngste) får lov til at skabe minder sammen. Når jeg tænker tilbage på min barndom, står dagene med min farmor meget, meget højt på listen over gode minder - og nu får jeg lov til at give min far og min søn det samme, samtidig med at det hjælper Hippien og mig ud i denne her travle uge. Det er da optimalt.

Det er bare også lidt ensomt. Lige nu har jeg lukket arbejdscomputeren ned (og fundet den private computer frem - crazy liv...), og så er her ekstra stille. Hippien er stadig på arbejde. I går aftes kom han slet ikke hjem, men ringede hjem ved en halv et-tiden for at spørge mig, om det ikke var ok, at han bare crashede i studiet, så han kunne nå hurtigt ind i biksen næste morgen. Jo jo, zzzzz.... Jeg sov. Men det var sært at falde i søvn i går alene i lejligheden, og det var endnu mere sært at vågne her til morgen alene i lejligheden. Og jeg er stadig alene. Jeg vil have mine mænd hjem!! (Denne gang den mellemste og den yngste - sorry dad...)

Det bliver nok ekstra sært af, at vi bor i denne her lejlighed. Den lejlighed, som jeg jo boede alene i, før jeg mødte Hippien. Så sidder jeg pludselig her alene igen. Var det hele bare en drøm? Haha, guess not - jeg gik i hvert fald lige før ind i et piratskib, og sådan et boede her altså ikke for seks år siden!

Nå, men det handler om at vende det til noget positivt, ikke? Sååeeeh, hej Marabou og rødvin...

mandag den 17. april 2017

En påske på fransk...

I går aftes landede Hippien og jeg i Kastrup igen efter 4 dages fantastisk ferie i Sydfrankrig. Klar til at komme hjem til en lille fyr, som overhovedet ikke har savnet os, men som dog samme aften ved puttetid havde givet udtryk for at "Nu vil jeg faktisk gerne have at min mor og far kommer hjem". Selvfølgelig, my love...

Det kunne ikke være bedre. Han har storhygget sig med farmor, og Hippien og jeg har haft fire meget tiltrængte dage i hinandens selskab. Solskin, 25 grader, uanede mængder god mad og vin, spritz på skæve tidspunkter af døgnet og uendelig tid til bare at være. Det har været den vildeste genopladning af batterierne. Jeg har (næsten...) slet ikke tjekket mine mails.

Vi startede med to nætter på et gammelt kloster i Avignon, som hurra, hurra viste sig at ligge nærmest midt inde i byen. Vores ellers meget fine fabriksnye røde Fiat 500 (total girly dream come true!) blev derfor parkeret ved hotellet og ikke flyttet igen, så vi kunne være kulturelle med alle de restaurantpauser, vi kunne drømme om. At vi så begge aftener trillede i seng senest omkring midnat, ignorerer vi lige lidt... Det var et virkelig fint hotel med et meget sødt personale - og så ser vi lige bort fra, at fjernsynet faldt ud af væggen den første morgen. Jeg greb det heldigvis, og de fik da repareret væggen og efterladt os en undskyldningsgave...

Lørdag formiddag kørte vi sydpå igen med et stop ved noget, der hed Carrières de Lumières. Det er et gammelt stenbrud, der ligger midt i bjergene og som vi nåede gennem de vildeste hårnålesving, som er blevet lavet om til en form for multimedie kunstudstilling. Ved hjælp af projektører vises kunstværker fra den kunstner, der nu er udstilling med på det tidspunkt, på stenvæggene i et avanceret lysbilledeshow, mens der kører et soundtrack af klassisk og moderne musik til. Det er svært at forklare, men det var SÅ vildt. Total overload på sanserne. Er man i området, kan det virkelig, virkelig anbefales.

Efter bjergturen og et stop i en random by, hvor vi fandt en über-lokal og helt fænomenal frokostrestaurant, vendte vi snuden mod Cannes, hvor vi havde fundet et fire stjernet hotel næsten helt nede ved vandet til en meget rimelig pris. Vi spiste middag i den gamle bydel og fandt bagefter en irsk pub, hvor vi hørte virkelig ringe livemusik og drak henholdsvis Guiness og Cosmopolitans. Fandme en mærkelig og meget ufransk combo, men det var herligt.

Søndag skulle vi så hjem, men først klokken 18.30, så der var fin tid til at nyde lidt mere af byen og ikke mindst stranden. Mens det øsede ned i København, gik jeg rundt med tæerne i Middelhavet... På det punkt var det altså lidt surt at skulle hjem igen - men da i dag har stået på uendelige mængder kram og putten med min Super Snubs, er det alligevel bedre at være hjemme igen. Vi har bare brugt dagen på at lege, kramme og være sammen. Det var vist tiltrængt for alle. I morgen tager Ellerten nemlig af sted igen - denne gang over til morfar og Bedste, fordi både Hippien og jeg har en stram arbejdsuge foran os. Det bliver så hjernedødt hårdt - men jo nok mest for os. Jeg er sikker på, at han får en fest.

PS. Hippien er dejlig. Det krævede han, at jeg skrev. I det mindste er det ikke løgn.


Avignon - virkelig smuk by!

Avignon

I kø til Palais des Papes i Avignon - jo jo, vi var kulturelle!

Carrières de Lumières - så svært at fange på billeder, men måske I så lidt videoklip på Snapchat?

Carrières de Lumières - overvældende!

Cannes


Cannes 


Et sted langs Côte d'Azur









onsdag den 12. april 2017

Lige nu...

... sidder jeg i min meget tomme lejlighed i min nu-fuldkommen-defekte-sovesofa, som selv om den er uholdbar at sove på trods alt stadig er ok at sidde i. Mere om det en anden gang... Her er stille. Kun lyden af en vaskemaskine og lidt råben udefra.

I formiddags sendte jeg Snubsen til Fyn med farmor, fordi Hippien og jeg har kæresteplaner de næste par dage. Det er et win for alle parter. Originalt havde jeg så forventet at skulle arbejde igennem i dag, men der er kommet nogle komplikationer op, som gør det umuligt. Så nu sidder jeg altså her. Og har fri. Jeg har lige støvsuget hele hytten og burde måske nok gøre mere hovedrent. Vinduerne er i hvert fald nærmest mere grå end gennemsigtige. Men jeg gider ikke. Jeg har ferie.

Efter tre dages fri sammen er det helt mærkeligt, at Elvis ikke er her - selv om det nu ikke er fordi, her mangler tegn på hans eksistens. Der står blandt andet "Grenus" ude i entreen, som er en fin gren fundet i gården, som Elvis har knyttet sig stærkt til, og som jeg derfor absolut ikke tør smide ud. "Ballonni" er dog lige blevet smidt ud - den fandt jeg glemt i et hjørne og ret flad for helium. Beklager, Ballonni... Det er sjovt med det der personificering - det er simpelthen ikke til at stå for, men ærligt talt også lidt sært. Men so be it, Grenus er here to stay for now...

Jeg burde stryge noget tøj. Burde-smurde. Jeg tror i stedet, at jeg vil lave mig en kop kaffe, smække benene op og se tv-serier. Bare i en time... Eller to....

God påske!

Fra ugens anden Tivoli-tur. Det har været nogle hit-dage!

mandag den 27. marts 2017

Et indblik #1

"Mor, når jeg bliver voksen, så skal jeg faktisk være politibetjent. Det er fordi, at jeg gerne vil fange forbrydere".

"Så skal jeg køre i en politilastbil. Eller det er faktisk en politibus. Det skal være sådan én, hvor der er forbrydere omme bagi som i et fængsel."

"Aaaaarj, det kan da ikke hedde et salatfad. Nu er du godt nok fjollet, mor. Det må da hedde en politibus. Eller måske en forbryderbus?"

"Ham, der kører, han er chefen. Når jeg bliver voksen, så vil jeg også være politichefen. Så skal jeg køre ud og fange forbrydere, og så siger jeg bare til de andre politimænd, at de bare skal blive på stationen. Så skal jeg nok klare det hele."

"Årh, er fars kusine næsten blevet en politibetjent? Skal hun så lære at køre i en politibil? Jeg vil også køre i en politibil."

"Er hun så mega stærk? Når jeg bliver voksen, så skal jeg faktisk også være megastærk. Faktisk, så skal jeg være et Hulk-politi. Så skal jeg tale sådan her: (med meget dyb stemme) "Hulk ikke Banner". Og så skal jeg fange ALLE de onde, også Jokeren!"


torsdag den 23. marts 2017

En klam start på dagen

Det er ikke første gang, det er sket for mig. At jeg har stået i en bus indsmurt i bræk. Sidste gang var en mandag morgen for 14 år siden, hvor jeg havde fået lidt for mange margaritas aftenen før i forhold til, at jeg skulle være til forelæsning klokken otte dagen efter. Not my proudest moment... Jeg gennemførte så vidt jeg husker en enkelt time med pænt nasty pletter på mine bukser, inden jeg indså, at det nok var bedre at tage hjem igen.

I dag var det så ikke min skyld. Eller det var det jo indirekte, for jeg kunne bare have reageret på tegnene. En Snubs, der ikke rigtig var til at få op af sengen. Som absolut ikke ville have morgenmad eller noget at drikke - ikke engang hans vitaminvingummi kom indenbords. Og som klagede over ondt i maven og bare lå helt flad på vores seng og så Ramasjang. Men altså - han påstår tit, at han har ondt i maven, og der var ingen feber. Og klokken var en del tidligere end normalt, så jeg tænkte, at han bare var træt. Og børnehaven skulle til Den Blå Planet i dag, og det skulle han da ikke gå glip af!

Vi tog af sted med bussen, fordi Christianiacyklen er til reparation. Jeg lovede, at jeg ville komme og hente ham, hvis han blev ved med at have ondt i maven. Men så langt nåede vi så ikke. Lige efter Nørreport Station lød det "Jeg skal kaste op, mor". Og det gjorde han så. Udover sig selv. Udover mig. Udover bussen. FUCK!

Vi klarede det med hjælp fra et par søde medpassagerer, der donerede papirlommetørklæder og plastikposer. Jeg havde nemlig intet med andet end et stofnet med et par tøjdyr. Det blev så også ofret.

Nu sidder vi hjemme i sofaen og ser Ramajetterne. Den Blå Planet bliver en anden dag - jeg har lovet at tage ham på en erstatningstur på søndag. I dag hedder det ro på og en spand inden for rækkevidde.

Ahh, the joys of being a mum...



tirsdag den 21. marts 2017

Hippiens nye projekt

Jeg har hintet lidt til det herinde. At Hippien havde gang i noget særligt i forhold til arbejde. Og nu kan jeg endelig løfte sløret:

Hippien åbner sin egen pladebutik!

På lørdag holder han stor åbningsfest for hans nye sted, Vinyl - The Hangout. Konceptet er enpladebutik inde i den allerede etablerede Zeppelin Rockbar, som er en bar / spillested på Vesterbro. I dagstimerne vil den nu også huse Vinyl - The Hangout, hvor man kan købe lp'er i stor stil, samtidig med at man også kan drikke en øl eller en kop kaffe og bare, ja, hænge ud.

Det er Hippiens sted, men på mange måder er det vores projekt som familie. Og jeg er så sindssygt stolt af ham! Han arbejder i døgndrift og brænder så meget for det. Der er kommet en helt anden glød i hans øjne igen. Og lige præcis dérfor skulle vi hjem fra Paris. Fordi han skulle have sin glød igen, og fordi det kunne ske med det her. A dream come true...

Derfor - hvis der skulle være andre derude, som er musik- og særligt vinyl- entusiaster, så er Vinyl - The Hangout stedet for jer. Kig forbi, få noget at drikke og nørd igennem sammen med min søde, seje og dygtige Hippiemand. Han er virkelig rart selskab.

Der er som sagt åbningsfest på lørdag fra 14-18 med gratis fadøl og livemusik fra Den Syvende Søn og Tue West. Kig endelig forbi! :)

(c) Bjarke Ahlstrand


mandag den 20. marts 2017

Tiden løber...

... og jeg halser efter den for at følge med. Men det går ikke så nemt. Det går så stærkt! Der ligger 100+ ulæste blogindlæg på min Bloglovin' og jeg er mindst tre afsnit bagud på Girls. Mindst. Måske burde jeg bare opsige det der HBO-abonnement og så prøve igen om nogle måneder. I går aftes faldt jeg i søvn klokken lidt i ti, så nu er der også endnu en halv film på to-do listen.

Men livet er fint. Dagene er bare for korte. Jeg laver jo nok alt for mange planer. Men det er gode planer! I weekenden havde jeg fødselsdag (hurra for mig!), og selv om jeg først havde tænkt bare at forbigå den af mangel på overskud, endte jeg alligevel med at invitere en håndfuld venner forbi. For det var jo en lørdag, og vi er jo for filan endelig hjemme fra Paris! Så i stedet blev det noget med at bage kage amok både torsdag og fredag og så have huset fuldt lørdag. Og det var SÅ hyggeligt! Det kunne faktisk godt lade sig gøre at presse 16 mennesker ind i vores lille lejlighed... Fantastisk dag, som gik over i en fantastisk aften. De sidste gik først ved halv ti-tiden, og Snubsen kom alt for sent i seng. Men det var det hele værd.

For at det ikke skal være løgn, skal jeg faktisk i gang med at bage igen om lidt. Jeg er vist kommet til at love kollegerne hjemmebag... Men SÅ er det også slut. Pause. Der er også stadig næsten en halv cheesecake i køleskabet som skal kværnes. Af mig, siden Hippien og Elvis ikke kan lidt cheesecake. Tough luck...

Sidste uge bød også på lægebesøg med Snubsen. Han var jo syg for nogle uger siden, som så viste sig at være fire uger siden. Og han har hostet lige siden da. Hovsa. Der løb tiden igen... Det viste sig, at han har astmatisk bronkitis, så nu kører vi på med inhalator morgen og aften. Vi kalder det superheltespray, og Den Gule Hulk er simpelthen verdensmester til den. Han er altså en champ. Jeg håber, at det hjælper snarest, for det er godt nok ved at være tungt med den hosten.

Nå, men en sludder for en sladder. Jeg vil løbe igen - de der kager bager ikke sig selv!