tirsdag den 13. juni 2017

Et indblik #2

"Men moar, jeg er altså overhovedet slet ikke træt."


"Moar, da min børnehave skulle hjem til Bobby i dag, så spurgte jeg Alma, som var min gåmakker, om jeg havde trådt i en hundelort."

"Moar, da jeg blev tre år, var min børnehave så til min fødselsdag?"


"Men moar, hvorfor kendte de mig ikke dengang?"


"Moar, hvad er klokken nu?"


"Moar, hvorfor kan fætter Jeppe ikke komme til min fødselsdag?"


"Men moar, du skal skrive og spørge, hvad det er de skal. Jeg tror, at de skal ud på hans fars arbejde!"


"Moar, hvordan ser Midgårdsormen ud?"


"Moar, ved du hvad? De har bygget en slags karrusel på Skydebanen."


"Moar, hvem er det Annie Oakley er?"


"Moar, det rumler i min mave…"



lørdag den 10. juni 2017

Om at mærke sig selv

Det her indlæg fandt jeg i går gemt i en kladde fra for nogle måneder siden. Jeg ved ikke, hvorfor det aldrig blev udgivet, men mit bedste gæt er travlhed... Anyways, det er så fint, at det kommer af sted nu, selv om vi thank god ikke bruger flyverdragt mere!

------

Det der med ikke altid at kunne forstå de følelser, der rør sig i os, er vel noget, alle kan nikke genkendende til. Også det der med ikke altid at kunne rumme det hele. Nogle gange føler man bare for meget af det forkerte, og det hele driller og der skal ikke så meget til at vælte læsset.

Sådan har tre-årige det også, skal jeg hilse at sige!

Men jeg er simpelthen så stolt af, hvor god Elvis er til at håndtere det. Her i morges gjorde han igen-igen ikke, hvad jeg bad ham om. Der blev bare ikke taget tøj på. Og efter en længere kamp med at få ham i flyverdragt i går, først i børnehaven og senere efter hans musiktime, så havde jeg altså ikke overskud til endnu en kamp. Så jeg skruede lidt op for stemmen og sagde, at NU var det altså nok.

Og så blev Elvis gal. Så gal, at han hævede stemmen endnu mere og råbte, at hvis jeg talte sådan, så blev han altså gal og trampede rigtig hårdt i gulvet! Bum bum. Nu er det ikke lige den måde, vi accepterer at man taler til hinanden herhjemme, og vi har også været igennem snakken om, at trusler ikke er okay rigtig mange gange snart, så jeg tav bare og kiggede fast på ham. Og så forvred ansigtet sig lidt. Man kunne se, at tårerne var næsten på vej. ”Mor, det er bare fordi, at nogle gange bliver maskinen i min mave rigtig vred, og så kommer jeg til at sige sådan noget rigtig højt. Så kan jeg slet ikke slukke maskinen.”

Lille, store, skønne dreng. Jeg forstår 100%, hvad han mener, og jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg selv havde kunnet italesætte det så godt. Det er virkelig flot gjort.

Det må være hårdt at være tre år. Der sker så mange ting, og man kan så mange ting selv, men samtidig er man kun lille og vil gerne have, at andre gør tingene for én. Man vil gerne gå selv, men man vil også bæres. Man vil gerne selv bestemme over sit tøj, men man vil også gerne have hjælp til at tage det på. Det må da være forvirrende. Og det skal jeg vist lige huske en ekstra gang, når grænsen for min tålmodighed nås. For hvis jeg synes, det er lidt hårdt - hvor hårdt er det så ikke for Snubsen?


------

Min dejlige unge. Som bliver fire år om 10 dage. Det er for vildt!


lørdag den 3. juni 2017

Back from the dead

1,5 måned. Så lang tid skulle der gå, før jeg dels var kommet igennem den tidskonsumerende arbejdsopgave og dels fik kommet ovenpå og fik bygget et overskud op igen. Men nu er jeg her. Vi lever stadig, og vi har det godt. Det var bare lige markant vigtigere at bygge reserverne på familiefronten og det generelle socialliv op igen end at blogge.

I dag har været en af de anderledes dage. I går havde jeg egentlig foreslået Elvis, at vi skulle tage i zoologisk have og kigge på løveunger, men så var der lige en sommerfest i børnehaven om aftenen. Hvor jeg faldt over en gris.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Ja. Jeg faldt over en gris. En stor trægris, som står midt på legepladsen, og som jeg altså overhovedet ikke så (tak for det, øjne...) og derfor faldt head first over. Paptallerkener, spaghetti og mig selv i en herlig pærevælling i luften. Det har været ømt. Så kender alle mig da vist også i den børnehave...

Komisk scenarie til side, så var det virkelig ikke så fedt. Jeg slog mig. Ret meget. Eller i første omgang sagde jeg til alle, at jeg faktisk havde det helt fint. Jeg forsøgte vist (forgæves) at redde noget stolthed. Men jeg tog fra med hænderne og slog dem begge ret vildt. Det gik rimelig hurtigt op for mig, da jeg pludselig hverken
kunne bære en jakke, skubbe en gynge eller på nogen måde cykle hjem med den venstre hånd. Fuck mig.

Det var på ingen måde bedre i morges, så Elvis og jeg måtte en tur på skadestuen. Tre timer og et utal af røntgenbilleder senere var konklusionen, at der heldigvis ikke er noget brækket, men jeg er godt forslået og blev pakket ind i støttebind. I takt med, at smerterne i håndleddene også så småt er begyndt at aftage, kan jeg til gengæld mærke, hvor ondt resten af min krop gør. På en skala fra hård styrketræning til tæv ligger jeg vist et sted i midten (vil jeg tro - har thank god aldrig prøvet det sidste).

Så nu er opvask opvask. Tøjvask tøjvask. Jeg sidder her og har tænkt mig at slappe af. Hippie to the rescue! Jeg skal jo være fit for fight til Aerosmith på mandag.

Den Gule Hulk var også med til fest...

onsdag den 19. april 2017

Om savn, om at dele og om at sidde tilbage alene

Jeg savner min Snubs. Så meget, at det gør næsten fysisk ondt. Det var sjovt nok en del nemmere, da jeg vimsede rundt i Sydfrankrig med min mand i hånden, end nu hvor jeg sidder i en tom lejlighed, omgivet af ungens legetøj og er meget bevidst om, at han ikke er her og først kommer igen lørdag.

Men det er sundt at savne. Er det ikke? Ej, det er jo vitterlig helt okay. Specielt fordi ungen har det herligt! Det vidner de skønne billeder, som min far sender mig, fuldt ud om. Han kigger på frimærker med morfar, graver i sandet på stranden og plasker glad i badet. Alt er godt. Og jeg elsker jo at vide, at han har kvalitetstid med sin morfar og bedste. Det gør mig glad at vide, at to af de vigtigste mænd i mit liv (den ældste og den yngste) får lov til at skabe minder sammen. Når jeg tænker tilbage på min barndom, står dagene med min farmor meget, meget højt på listen over gode minder - og nu får jeg lov til at give min far og min søn det samme, samtidig med at det hjælper Hippien og mig ud i denne her travle uge. Det er da optimalt.

Det er bare også lidt ensomt. Lige nu har jeg lukket arbejdscomputeren ned (og fundet den private computer frem - crazy liv...), og så er her ekstra stille. Hippien er stadig på arbejde. I går aftes kom han slet ikke hjem, men ringede hjem ved en halv et-tiden for at spørge mig, om det ikke var ok, at han bare crashede i studiet, så han kunne nå hurtigt ind i biksen næste morgen. Jo jo, zzzzz.... Jeg sov. Men det var sært at falde i søvn i går alene i lejligheden, og det var endnu mere sært at vågne her til morgen alene i lejligheden. Og jeg er stadig alene. Jeg vil have mine mænd hjem!! (Denne gang den mellemste og den yngste - sorry dad...)

Det bliver nok ekstra sært af, at vi bor i denne her lejlighed. Den lejlighed, som jeg jo boede alene i, før jeg mødte Hippien. Så sidder jeg pludselig her alene igen. Var det hele bare en drøm? Haha, guess not - jeg gik i hvert fald lige før ind i et piratskib, og sådan et boede her altså ikke for seks år siden!

Nå, men det handler om at vende det til noget positivt, ikke? Sååeeeh, hej Marabou og rødvin...

mandag den 17. april 2017

En påske på fransk...

I går aftes landede Hippien og jeg i Kastrup igen efter 4 dages fantastisk ferie i Sydfrankrig. Klar til at komme hjem til en lille fyr, som overhovedet ikke har savnet os, men som dog samme aften ved puttetid havde givet udtryk for at "Nu vil jeg faktisk gerne have at min mor og far kommer hjem". Selvfølgelig, my love...

Det kunne ikke være bedre. Han har storhygget sig med farmor, og Hippien og jeg har haft fire meget tiltrængte dage i hinandens selskab. Solskin, 25 grader, uanede mængder god mad og vin, spritz på skæve tidspunkter af døgnet og uendelig tid til bare at være. Det har været den vildeste genopladning af batterierne. Jeg har (næsten...) slet ikke tjekket mine mails.

Vi startede med to nætter på et gammelt kloster i Avignon, som hurra, hurra viste sig at ligge nærmest midt inde i byen. Vores ellers meget fine fabriksnye røde Fiat 500 (total girly dream come true!) blev derfor parkeret ved hotellet og ikke flyttet igen, så vi kunne være kulturelle med alle de restaurantpauser, vi kunne drømme om. At vi så begge aftener trillede i seng senest omkring midnat, ignorerer vi lige lidt... Det var et virkelig fint hotel med et meget sødt personale - og så ser vi lige bort fra, at fjernsynet faldt ud af væggen den første morgen. Jeg greb det heldigvis, og de fik da repareret væggen og efterladt os en undskyldningsgave...

Lørdag formiddag kørte vi sydpå igen med et stop ved noget, der hed Carrières de Lumières. Det er et gammelt stenbrud, der ligger midt i bjergene og som vi nåede gennem de vildeste hårnålesving, som er blevet lavet om til en form for multimedie kunstudstilling. Ved hjælp af projektører vises kunstværker fra den kunstner, der nu er udstilling med på det tidspunkt, på stenvæggene i et avanceret lysbilledeshow, mens der kører et soundtrack af klassisk og moderne musik til. Det er svært at forklare, men det var SÅ vildt. Total overload på sanserne. Er man i området, kan det virkelig, virkelig anbefales.

Efter bjergturen og et stop i en random by, hvor vi fandt en über-lokal og helt fænomenal frokostrestaurant, vendte vi snuden mod Cannes, hvor vi havde fundet et fire stjernet hotel næsten helt nede ved vandet til en meget rimelig pris. Vi spiste middag i den gamle bydel og fandt bagefter en irsk pub, hvor vi hørte virkelig ringe livemusik og drak henholdsvis Guiness og Cosmopolitans. Fandme en mærkelig og meget ufransk combo, men det var herligt.

Søndag skulle vi så hjem, men først klokken 18.30, så der var fin tid til at nyde lidt mere af byen og ikke mindst stranden. Mens det øsede ned i København, gik jeg rundt med tæerne i Middelhavet... På det punkt var det altså lidt surt at skulle hjem igen - men da i dag har stået på uendelige mængder kram og putten med min Super Snubs, er det alligevel bedre at være hjemme igen. Vi har bare brugt dagen på at lege, kramme og være sammen. Det var vist tiltrængt for alle. I morgen tager Ellerten nemlig af sted igen - denne gang over til morfar og Bedste, fordi både Hippien og jeg har en stram arbejdsuge foran os. Det bliver så hjernedødt hårdt - men jo nok mest for os. Jeg er sikker på, at han får en fest.

PS. Hippien er dejlig. Det krævede han, at jeg skrev. I det mindste er det ikke løgn.


Avignon - virkelig smuk by!

Avignon

I kø til Palais des Papes i Avignon - jo jo, vi var kulturelle!

Carrières de Lumières - så svært at fange på billeder, men måske I så lidt videoklip på Snapchat?

Carrières de Lumières - overvældende!

Cannes


Cannes 


Et sted langs Côte d'Azur









onsdag den 12. april 2017

Lige nu...

... sidder jeg i min meget tomme lejlighed i min nu-fuldkommen-defekte-sovesofa, som selv om den er uholdbar at sove på trods alt stadig er ok at sidde i. Mere om det en anden gang... Her er stille. Kun lyden af en vaskemaskine og lidt råben udefra.

I formiddags sendte jeg Snubsen til Fyn med farmor, fordi Hippien og jeg har kæresteplaner de næste par dage. Det er et win for alle parter. Originalt havde jeg så forventet at skulle arbejde igennem i dag, men der er kommet nogle komplikationer op, som gør det umuligt. Så nu sidder jeg altså her. Og har fri. Jeg har lige støvsuget hele hytten og burde måske nok gøre mere hovedrent. Vinduerne er i hvert fald nærmest mere grå end gennemsigtige. Men jeg gider ikke. Jeg har ferie.

Efter tre dages fri sammen er det helt mærkeligt, at Elvis ikke er her - selv om det nu ikke er fordi, her mangler tegn på hans eksistens. Der står blandt andet "Grenus" ude i entreen, som er en fin gren fundet i gården, som Elvis har knyttet sig stærkt til, og som jeg derfor absolut ikke tør smide ud. "Ballonni" er dog lige blevet smidt ud - den fandt jeg glemt i et hjørne og ret flad for helium. Beklager, Ballonni... Det er sjovt med det der personificering - det er simpelthen ikke til at stå for, men ærligt talt også lidt sært. Men so be it, Grenus er here to stay for now...

Jeg burde stryge noget tøj. Burde-smurde. Jeg tror i stedet, at jeg vil lave mig en kop kaffe, smække benene op og se tv-serier. Bare i en time... Eller to....

God påske!

Fra ugens anden Tivoli-tur. Det har været nogle hit-dage!

mandag den 27. marts 2017

Et indblik #1

"Mor, når jeg bliver voksen, så skal jeg faktisk være politibetjent. Det er fordi, at jeg gerne vil fange forbrydere".

"Så skal jeg køre i en politilastbil. Eller det er faktisk en politibus. Det skal være sådan én, hvor der er forbrydere omme bagi som i et fængsel."

"Aaaaarj, det kan da ikke hedde et salatfad. Nu er du godt nok fjollet, mor. Det må da hedde en politibus. Eller måske en forbryderbus?"

"Ham, der kører, han er chefen. Når jeg bliver voksen, så vil jeg også være politichefen. Så skal jeg køre ud og fange forbrydere, og så siger jeg bare til de andre politimænd, at de bare skal blive på stationen. Så skal jeg nok klare det hele."

"Årh, er fars kusine næsten blevet en politibetjent? Skal hun så lære at køre i en politibil? Jeg vil også køre i en politibil."

"Er hun så mega stærk? Når jeg bliver voksen, så skal jeg faktisk også være megastærk. Faktisk, så skal jeg være et Hulk-politi. Så skal jeg tale sådan her: (med meget dyb stemme) "Hulk ikke Banner". Og så skal jeg fange ALLE de onde, også Jokeren!"