fredag den 18. oktober 2013

Ting jeg har lært...

... på de næsten fire måneder, vores Tordenbaby har været hos os:
  • Al mad kan spises med én hånd.
  • Enlige mødre er overmennesker.
  • Det er muligt at gå direkte fra "Så sov dog, unge" til "Nu savner jeg dig - våååågn!"
  • Det er muligt at overleve uden kaffe - men det er satme ikke sjovt!
  • Man er villig til at ofre ALT for, at barnets nattesøvn bliver god (og det vil her i huset sige uden ondt i maven - se ovenstående punkt...)
  • Det er helt misforstået, når de i filmene koger vand til fødslen - det kommer først bagefter. I store mængder - i hvert fald, når man bruger suttebrikker og sutteflasker!
  • København har virkelig mange dumme brosten, som bumper lige præcis for meget - og meget få brosten, der bumper lige præcis tilpas.
  • Man skal køre skråt over fortovenes mange afløbsrender - så vågner ungen ikke med et spjæt.
  • Det er muligt for en baby at skide sig selv helt op i nakken!
  • Morgenmad er ikke bare dagens vigtigste måltid - det er også ofte dagens eneste måltid.
  • Bad er overvurderet.
  • HBO, Viaplay og lignende er guld værd. En amning = et afsnit tv-serie - i starten dog de serier, hvor afsnittene varer 50 minutter, senere de serier, hvor de kun er på 25 minutter.
  • At få en baby er ensbetydende med, at man render til lægen hele tiden. Og til kiropraktor. Og fysioterapeut. Og hvad man ellers kan finde på af behandlinger. Det føles absurd til tider. Før i tiden kunne min læge ikke engang mit navn (okay - det kan hun så stadig ikke; hun bruger resolut mit første fornavn, selv om jeg altid præsenterer mig med det andet, som er det eneste, jeg bruger), nu kan hun huske, hvad mine forældre arbejder med og hvor de bor!
  • Det er ubeskriveligt, hvor højt man kan elske sådan et lille menneske - også midt i at han skider på en.:)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar