torsdag den 7. november 2013

Monday Music Revisited

Jeg skylder et indlæg om koncerten i sidste uge. Det var - som forventet - helt fantastisk! Begge bands spillede virkelig godt; særligt var det en udsøgt fornøjelse at høre Alter Bridge, da Myles Kennedy for første gang i Danmark ikke var syg! Det gjorde altså en afgørende forskel. Han har altid klaret koncerterne, men de har vokalmæssigt været måske 80%. Denne gang var den 100%.

Jeg har svært ved at beskrive min lykke over at stå med en (utroligt velsmagende) fadøl i hånden og lytte til et af mine yndlingsbands, mens jeg vidste, at min baby sov sødt derhjemme. Det var fantastisk. Det var så rart at være ude igen, men det var mindst lige så rart at komme hjem og kravle ind under dynen til min kæreste, mens jeg kunne høre min Tordenbabys vejrtrækning fra den anden ende af rummet. Jeg er meget, meget heldig.

Jeg fik i øvrigt også bekræftet, at jeg stadig er vildt emotionel. Gad vide om det nogensinde går over igen? I hvert fald fik jeg instant tårer i øjnene, da min kæreste sendte en sød sms om, at Tordenbaby sov dejligt, og at jeg skulle nyde en velfortjent aften, netop som Halestorm spillede "Here's to Us". Det var så fint. Og endnu værre blev det under Alter Bridge's "Watch Over You". Jeg tuder altid til den sang, når de spiller den live, men det plejede at være på grund af gaaaamle hjertesorger. Nu græd jeg som pisket, fordi det var så smukt, og fordi jeg kun kunne tænke på min lille dejlige dreng. En to tre, vupti! Pludselig handler alle kærlighedssange mere om mor/søn-kærlighed i mit hoved. Det er altså lidt fjollet og totalt cheesy, men pyt. Sådan er jeg. Åbenbart.;)

Jeg har kun lidt grynede iPhone-billeder fra aftenen, men jeg smider det lige op alligevel. Det var nemlig også ekstremt rart for engang skyld at se ud som mig igen. Ingen amme-bh. Ingen gylp. Makeup. Skindnederdel. Det var en god følelse. (Og ja, jeg trænger desperat til at komme til frisøren! Pas min baby for mig?)

Taske: Alexander Wang // Top: Samsøe // Jakke: Betsey Johnson // Nederdel: Minus // Smykker: Jane Kønig, 6.10 Jewellery og ByBiehl

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar