fredag den 10. januar 2014

Det bedste køb

Det aller bedste køb, vi har gjort i forbindelse med Tordenbaby, har været hans slyngevugge. Ingen tvivl.

Jeg havde egentlig købt en Mawok-slyngevugge, men den fungerede slet ikke for os. Jeg tror måske, at han sov i den fire gange i alt, og kun én gang var uden længerevarende gråd først. Det var i øvrigt, da han var to dage gammel og lige kommet fra hospitalet, så det var klart ikke repræsentativt... Den var for hård i det, så den kunne ikke vugge ham godt nok. En dag prøvede jeg så min venindes slyngevugge fra Nature's Sway, og den var et hit med det samme. Han lå bare dejligt og hyggede sig. Så af sted med mig til Pure Baby og vupti, så havde han en ny vugge, mens den anden blev solgt på Den Blå Avis.

Vi har brugt den så meget. Aldrig om natten, men til utallige lure. Det har været så lækkert at kunne sidde og se en tv-serie, og så bare lige vugge Snubsen med en lillefinger imens. Der var også en periode, da han var omkring tre måneder, hvor han bare IKKE ville sove i sin tremmeseng. I stedet for at have skrig og skrål hver aften, lagde vi ham i slyngevuggen, og så bar vi ham ind i seng senere. Det virkede perfekt, og efter lidt tid var han klar til at blive lagt direkte i sin seng igen. Når jeg tænker på, hvor hård den tid kunne have været, elsker jeg den slyngevugge endnu højere.

Den har også været en lifesaver, når han en sjælden gang bare ikke har villet sove. Når der har været fest midt om natten eller virkelig tidligt om morgenen. Så har jeg til sidst lagt ham i vuggen, gynget ham lidt og så har han givet efter uden gråd.

Den synger på sidste vers nu. Dels er den ved at være lidt lille til ham, og dels gider han den ikke rigtig mere. Han ligger bare og vrider sig i den og brokker sig lidt. Den sene eftermiddagslur, som før i tiden altid var i vuggen, er nu nødt til at være i barnevognen, ellers kommer den ikke til at ske (og så har vi en meget utidig baby resten af aftenen). Som det er lige nu, er det kun tidlig, tidlig morgen eller sen nat, at den virker, så jeg overvejer, om det er tid til at tage den ned. Ikke pakke den i kælderen, men fjerne den fra døråbningen i stuen, og så bare have den liggende til de sjældne gange, hvor intet andet virker.

Jeg er næsten helt vemodig over det, for den har virkelig været alle pengene værd. Den kan på alle måder anbefales! Men det bliver også meget rart at kunne bruge dobbeltdøren fuldt igen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar