lørdag den 22. marts 2014

Fantastisk fødselsdag

Som sagt havde jeg fødselsdag i tirsdags, og det var en af de dage, hvor alt bare spiller og er helt perfekt. Så gider jeg altså godt fylde 30!

Jeg havde fri fra arbejde, så vi startede dagen med ren hygge inde i sengen. Snubsen havde en fest, når han sådan kunne sidde og lege imellem sin mor og far, mens vi lå og puttede os lidt. Derefter lavede Hippien morgenmad til mig, og så hyggede vi os ellers bare derhjemme. Senere kom farmor over, og så tog vi på legeplads for første gang med Snubsen. Det var et hit! Han var helt oppe at køre - dels over gyngen og dels over de andre børn (selv om der kun var to).

Om aftenen tog farmor over, og så gik Hippien og jeg ellers ud og spise, bare os to. Vi tog på Cafe Viggo på Værnedamsvej - et sted, vi har talt om mange gange. Det var virkelig godt. Lækker mad, en god flaske vin og fantastisk betjening. Bagefter svang vi lige forbi den lokale bar, hvor vi sad og snakkede med bartenderen over en øl eller to. Så dejligt og afslappet! Sådan nogle aftener har jeg manglet.

Jeg havde fundet mine Chanel-stiletter frem til anledningen, og jeg er meget stolt over, at jeg holdt dem ud hele aftenen incl. gåtur til og fra restauranten. Jeg tør næsten ikke sige det højt, men de er altså blevet lidt små i det. Eller altså - mine fødder er vist blevet et halvt nummer større efter graviditeten. Så helt behagelige var de altså ikke... Men det kommer - det SKAL det. Jeg nægter at opgive de sko, basta.

Lige lidt ringe iPhone-billeder. Sådan er det - jeg gad ikke slæbe kameraet med, men jeg ville samtidig gerne lige vise, at jeg faktisk havde pææææænt tøj på.:) Nå ja, og så er der jo min Boyy i aktion!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar