lørdag den 24. maj 2014

Så sænkede freden sig

Pyh, man må da sige, at når jeg skal jinxe det, så gør jeg det grundigt! Det blev tydeligt i morges, at det er tredagesfeber, Snubsen døjer med. Tre dage med 39 i feber og i dag er han så blevet spættet over hele kroppen og i ansigtet med udslæt. For at det så ikke skal være løgn, har han fået øjenbetændelse oveni. Den lille stakkel. Så i morgen må jeg nok ringe til vagtlægen og få recept på nogle øjendråber til ham.:(

Det er en hård omgang. Han sover så dårligt om natten, og særligt her til aften var han så også nærmest umulig at få til at falde i søvn. Han skreg og skreg og brokkede sig. Først ved ni-tiden lykkedes det ham at finde ro i vores seng, og det var efter utallige forsøg og til sidst også en gang aftengrød. Det plejer vi normalt ikke at bruge, men det slog mig pludselig, at han havde afvist hele to flasker i dag, så han kunne jo godt være sulten. Og ja - så snart han blev lokket til at tage en skefuld, kværnede han hele skålen. Det er anden gang, han har lavet det stunt på halvanden uge, så måske vi skal til at indføre aftengrød helt generelt.

Jeg er helt færdig. Han er virkelig en pjevs, og det er hårdt at være om ham hele tiden. Altså jeg gør det jo gerne, men gaah, hvor bliver jeg træt! Hippien er gået ud i et par timer, så jeg skal bare lige stene det sidste afsnit Girls på HBO, og så skal jeg i seng.

Vi fik nu en dejlig dag ud af i dag alligevel. En lang gåtur til Bryggen for at hente nogle ting hos min bror, frokost i solen og så gåtur hjem igen, og her til aften kiggede vi så forbi fortovsfesten på Enghave Plads, hvor en af Hippiens venner skulle spille. Vi blev kun i en halv times tid, hvor Hr. Snubs som altid var helt fanget af musikken. Det var vildt hyggeligt, og jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem - jeg kunne have siddet hele aftenen med kold rosévin. Men lidt var da bedre end ingenting.:)

Med ekstra store kinder pga. høreværnet, små angrebne øjne og udslæt - men glad og klappende i takt til musikken

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar