mandag den 5. maj 2014

Tordenbaby har ordet - pt V



Haha, så så man lige mig! Det er slet ikke min månedsdag, men når nu min mor har aaaaalt for travlt til at få skrevet alle de indlæg, hun ellers går og planlægger, så snupper jeg altså computeren! Jeg kan dog ikke finde ud af at sætte hendes fancy kamera til, så det må blive med et lidt mere simpelt billede.

Min mor har skrevet et par gange om vores forskellige morgenrutiner, så jeg tænkte, at det var på sin plads, at jeg beskrev det fra min side. Vi er ikke helt enige om, hvordan det forløber.

Når jeg vågner inde på mit værelse, er der for det meste helt stille. Nogle gange kan jeg høre far snorke, så jeg ved, at de er der, men derudover sker der ikke det store. Det laver jeg selvfølgelig om på! Enten finder jeg to sutter i sengen og begynder at slå dem mod hinanden, mens jeg nynner en lille sang, eller også stiller jeg mig op på knæene og slår på plexiglasset. Så siger det BUUUUMMMM! For det meste kommer mor løbende derefter, selv om hun godt nok er begyndt at trække den lidt. Men okay, jeg hygger mig egentlig også meget godt med mig selv, og ellers går jeg bare over til at brokke mig, så skal hun nok komme.

For det meste tager hun mig bare op, når hun kommer ind, men her i weekenden satte hun sig i stedet og snakkede lidt med mig. Og så hjalp hun bamsen på besøg!! Den, jeg har fået af onkel HG. Den sad heeeelt oppe i vindueskarmen, men hun løftede den ned til mig. Årh, det blev jeg glad for - der er ikke noget bedre end at få besøg. Så snakkede jeg lidt med den og gav den et stort godmorgenkys lige på snuden!

Indtil videre lyder det jo meget hyggeligt, men så er der det der med skiftningen. Glem det, siger jeg bare! Jeg. vil. ikke. skiftes. Eller det vil sige - det er meget rart at få bleen af og en tør på, men jeg gider ikke ligge på det dumme puslebord. I hvert fald ikke på ryggen. Jeg vil om på maven eller måske endda op og stå op af væggen. Og mor fatter det bare ikke! Hun bliver ved med at skubbe mig ned igen, og så skælder jeg hende ud. Det er simpelthen så dumt. Hun mener, at jeg skal ligge på ryggen, mens hun vasker mig, men altså - forleden hang jeg med hovedet ud over kanten, mens hun holdt fast med den ene hånd og vaskede med den anden, og det gik da fint? Det var sjovt! Hvorfor kan vi ikke bare gøre det hver gang?

Nogle gange, når mor er rigtig fokuseret på at holde mig fast og alt det der, ser jeg mit snit til at hive fat i vandfaddet og vende det på hovedet. Det er mega sjovt! Men det synes mor heller ikke? Jeg forstår hende ikke! Det plejer at ende med, at jeg så kommer ned på gulvet helt uden ble på, mens hun tørrer op, og det er simpelthen så rart. Hvis skabet så står åbent, så udnytter jeg muligheden til at få hevet alt hendes undertøj og alle hendes sokker ud af skufferne. Det er alt for kedeligt, at tingene bare ligger på sin plads.

Så er der morgenmaden - helt ærligt, nogle gange går det simpelthen for langsomt. Jeg bliver så sulten! Det er som om, mor nogle gange glemmer, at jeg ikke altid får en sutte flaske tidligt om morgenen. Og når jeg ikke har fået den, så vil jeg have grød nu. Som i virkelig NU! Jeg kan faktisk ret godt lide grød - det er det eneste, som jeg gider spise med ske. Nogle gange vil jeg dog selv styre skeen, men det får jeg faktisk også lov til. Ret skal være ret.

Okay, jeg kan godt se det - jeg synes faktisk også, at morgenerne er rigtig hyggelige. Men kan vi ikke bare afskaffe det der skiftning en gang for alle? Der er jo faktisk ingen af os, der synes, at det er rigtig sjovt.

/Tordenbaby


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar