onsdag den 11. juni 2014

Not my proudest moment...

I dag har gjort noget, jeg aldrig troede, jeg kunne finde på. Jeg har dopet mit barn med børnepanodil og så taget ham ud i verdenen og påstået, at han da ikke var syg - også selv om han havde 39,7 i feber præ-panodil! Det er ikke noget, jeg er stolt af, og jeg undskylder over for dem, som vi mødte på vores vej og muligvis smittede med hvad-end-han-nu-fejler.

Men der var en grund. En god grund.

Situationen er den, at Hr. Snubs har en 'medfødt lidelse' (eller hvad jeg nu skal kalde det uden at blive så specifik, at han er klar til at myrde mig for det om 15 år...). Det er som sådan ikke noget alvorligt, men hvis ikke det ordner sig selv, inden baby bliver omkring et år, skal der en operation til - ellers kan det ende med at have virkelig dumme konsekvenser. Og for Snubsen har det ikke ordnet sig selv. Så da vi var til kontrol på Hvidovre tilbage i maj, fik vi en henvendelse videre til Børnekirurgisk Afdeling på Rigshospitalet.

I sidste uge fik vi så indkaldelsen til forundersøgelse. D. 29. august. 3,5 måned efter henvisningen, og efter vi er flyttet til Paris. Tro lige på, at jeg havde krise hele Pinsen!

I går ringede jeg så til dem og forklarede situationen, og de var bare så søde. I første omgang fik vi rykket tiden til d. 20. august, så det i det mindste blev før Paris, men to timer efter ringede de så tilbage og sagde, at der var kommet et afbud, og at vi kunne komme til i dag kl. 14. Fantastisk!!

Så ja. Det var jeg altså ikke klar til at melde afbud til, bare fordi Hr. Snubs havde feber. Han fik Panodil, blev proppet i klapvognen og klarede de 20 minutter inde hos lægen. Det var nødvendigt.

Konklusionen blev i øvrigt som ventet, at han skal opereres - og som udgangspunkt var der først tid i slutningen af august eller starten af september. Samme problem om igen... Men igen viste de sig rigtigt forstående og fleksible, og de fandt en tid til os d. 27. juni - altså lige om lidt. Så i dag knus-elsker jeg simpelthen Rigshospitalet. Det er så tit, at man hører folk klage over manglende fleksibilitet derinde, men det her er da et fantastisk modbevis. Åhh, hvor det letter bekymringerne for mig. Nu kommer så bekymringerne omkring selve operationen, men de kan nok ikke undgås...

Nu er vi tilbage i lejligheden, hvor feberbaby sover lur. Stakkels unge. Det har været en hård dag for alle parter. Jeg er også helt busted efter at have været vågen siden kl. halv seks og i øvrigt simultant nusset baby og arbejdet hele formiddagen, mens Hippien sov. Hippien, hvis skyld det i øvrigt er, at jeg var vågen så tidlig. Han var nemlig i studiet hele natten, og selv om han havde sagt, at det blev sent, så blev jeg virkelig bekymret, da han stadig ikke var hjemme kl. halv seks og i øvrigt ikke svarede sin telefon. Normalt når det bliver sent, snakker vi senest kl halv fem. Så jeg kunne bare ikke falde i søvn igen - bekymringsgenet i mig slog til, og jeg lå og forestillede mig alverdens ulykker. I praksis kom han så hjem kl. syv, hvor jeg lige havde meldt ungen syg til vuggestuen. Suk...

Egentlig fra sidste gang, han havde feber, men bortset fra en anden ble og en anden sut i dag, er det same procedure...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar