torsdag den 31. juli 2014

Om at leve op til forventningerne

Der er rigtig mange skriverier i pressen for tiden om, hvilket pres småbørnsfamilier er under, og hvor svært det er at opretholde arbejds-/familielivsbalancen. Og gud, hvor kan jeg skrive under på det!

Ikke at jeg troede, det ville blive det - men alligevel må jeg virkelig sige, at det ikke er nemt. Det er ikke nemt både at være den mor, jeg gerne vil være, og samtidig være den professionelle karrierekvinde, jeg også gerne vil være. For ja, jeg vil gerne begge dele. Jeg vil faktisk gerne mit job - men jeg vil egentlig også gerne være hjemmegående husmor. Nej, stryg det. Jeg vil gerne have dobbelt så mange timer i døgnet, så jeg både kan være karrierekvinde og hjemmegående husmor. En smule problematisk, måske?

Jeg troede egentlig ikke, at jeg ville blive sådan én. Sådan én, som har vildt dårlig samvittighed over at hente sent og aflevere tidligt. Altså bare det var inden for åbningstiden, så var det vel fint? Men nej. Jeg. Hader. Det. Og jeg tager mig selv i at undskylde og undskylde. I institutionen, på arbejdet og over for min søn.

I går havde jeg sagt, at jeg ville hente Elvis kl. 16.30, men fordi den offentlige transport kørte på hovedet, blev den kvart i fem. Elvis var sidste barn i institutionen, da jeg kom, og selv om han var i højt humør og kunne lege med to pædagoger og to bolde, undskyldte jeg højlydt over, at jeg kom så sent. Pædagogerne var søde, og svarede smilende, at der var jo åbent. Men det var stadig en fiasko for mig.

Det var det samme i morges. Der afleverede jeg Elvis kl. kvart i otte - godt en halv time tidligere, end jeg plejer. Og jeg undskyldte højlydt over for Snubsen (så pædagogerne kunne høre det - selvfølgelig...), at han blev afleveret tidligere, men at han så til gengæld ville blive hentet kl. 16.

Og så er der ude på arbejdet - jeg undskylder over for kollegerne (som ellers nok er ligeglade...), at jeg må gå lidt tidligere, fordi "Elvis er lidt pjevs for tiden" eller kommer senere, fordi "Vi havde en lidt hektisk morgen". Det er så dumt - jeg er så TRÆT af at høre mig selv undskylde. Problemet er bare, at jeg ville have det klart bedst med, at Snubsen kun var i vuggestue fra 8-16, men det hænger bare ikke rigtig sammen med en 37 timers arbejdsuge. Og så kommer den konstante "Jeg lever ikke op til forventningerne"-tanke - om det så er mine eller andres forventninger er lige meget.

Nemmere bliver det så heller ikke af, at drengen græder og græder, når jeg går fra ham for tiden. Han vil bare ikke afleveres. De siger, at han bliver god igen på få minutter, og jeg tror også på det. Og for det meste er jeg heller ikke så sensitiv omkring lidt barnegråd - han skal nok klare det. Men efter fire dage ud af fire, hvor Snubsen har klamret sig til mig og været dybt ulykkelig, når jeg alligevel har givet ham til en pædagog, så begynder den at trække tænder ud. Så er tårekanalerne alligevel ved at være fyldt op til randen.

Lige nu gruer jeg virkelig for, hvordan det bliver, når jeg skifter til franske arbejdstider. Når jeg skal til at leve med, at jeg først er hjemme ved 19-tiden om aftenen. I teorien skal det jo nok gå, men jeg aner ærligt talt ikke, hvordan jeg kommer til at have det med det sådan inderst inde. Og det skræmmer mig.

You and me, baby. You and me.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar