lørdag den 11. oktober 2014

Dramatisk aften

Så prøvede man da også lige det - at ringe efter brandvæsenet på fransk!

Som jeg skrev om i går, så har haft nogle problemer med elektriciteten i køkkenet. Når vi satte vaskemaskinen eller mikroovnen over, så gik al strømmen. Mega irriterende - men mest skræmmende, at HFI-relæet ikke slog fra.

Jeg skrev til vores agent om det i går, og hun lovede at vende tilbage samme dag - hvilket hun ikke gjorde. Fordi vi stadig afventede, valgte vi bare ikke at bruge køkkenets elektriske udgange - så var der jo ingen problemer. Troede vi.

I aften bemærkede vores au pair så, at der lugtede virkelig brændt i det ene skam. Lidt hen ad brændt plastik eller stjernekastere. Vi tømte skabet og kiggede efter - og nede fra ledningerne bag skabet, steg der røg op! Jeg fik straks slukket al strømmen og trukket stikket dernede ud. Det så mildest talt ikke godt ud deromme - et stort rod af ledninger og så lige en hel masse bagepapir, som var røget derned. Meeeeget sikkert…

Jeg ringede så til brandvæsenet og fik heldigvis en engelsktalende i røret, så jeg kunne forklare situationen. Så der kom en brandbil. Faktisk to, men det var “kun” de seks fra den første vogn, som kom op i lejligheden. En masse snak og fagter (de kunne meget lidt engelsk…) senere tilkaldte de en elektrisk tekniker.

Han kom. Og så tog han al strømmen i lejligheden.

Al strømmen i køkkenet er nemlig sat op meget hjemmelavet, og det er ikke tilknyttet en sikring! Overhovedet! Og nu havde der været brand i ledningerne. Så han tog strømmen, og vi får den først igen, når det er blevet fikset. Af ejeren, som bor i Rusland.

Hold nu kæft, en lorte situation! Vi er nu helt uden strøm - og varmt vand, da vores vandvarmer er elektrisk. I det mindste har vi stadig koldt vand og gas… Og jeg er SÅ glad for, at vi ringede, selv om det virker så voldsomt, når så mange brandmænd i fuldt gear kommer ind for så lidt. Men altså - hellere stoppe branden før den opstår, right?

Needless to say er jeg pænt arrig på ejeren og hele situationen - og jeg har sendt en meget bestemt mail om, at det skal fikses helst i morgen, men absolut senest mandag. Jeg ringer også til agenten i morgen - søndag eller ej.

Puhh, altså. Nu sover Elvis, vi har lagt røgalarmer ud i hele lejligheden (de var selvfølgelig købt, men ikke sat op…) og jeg nyder en øl, som indtil videre stadig er kold. Det er om at nyde det, mens køleskabet stadig har lidt at byde på!

Ikke lige den aften, jeg havde forestillet mig. Her havde jeg ellers tænkt mig at hyggeblogge om Elvis og hans baderutiner - hvordan han ikke længere kun selv kysser sine badeænder, men nu kysser de også hinanden. Og hvordan han i dag fandt ud af, hvordan han virkelig kunne plaske mig til - men at det også betød vand i hovedet på ham selv til hans store overraskelse! Og det var også det med vores dejlige hyggedag og indkøb af hans første kondisko - som blev fejret ved, at han gik hjem og smed dem i badekaret… Hyggelige små glimt, men så gik der altså drama i den i stedet.

Nu dør min computer for strøm, og det koster også for meget at bruge telefonen som netværk. Så øhm, hej hej - håber vi ses snart igen!


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar