mandag den 26. januar 2015

New York rundt om hjørnet

Med alt det arbejde, jeg fyrer af for tiden (i fredags var det f.eks. 14 timer - fra 07-21!), er behovet for en lidt længere pause end bare end weekend ved at være stort. Heldigvis venter sådan en pause liiiiige rundt om hjørnet. Jeg gav nemlig Hippien den (hvis jeg selv skal sige det) ultimative julegave - en forlænget weekend til New York, bare ham og mig!

Hippien har aldrig været i USA, men har altid talt om gerne at ville til New York. Jeg har rejst meget i USA og har også været i NY to gange før, og altså - jeg gør det gladeligt igen. Og nu så jeg pludselig, at hovedrolleindehaveren fra en af mine yndlingsfilm, Hedwig and the Angry Inch, vender tilbage til rollen på Broadway. Skulle man så ikke? Jo, det skulle man!

Så her i midten af Februar tager farmor en flyver til Paris og hygger sig med Snubsen, mens Hippien og jeg stikker til det store æble. Bare os to. I fire dage.

Jeg glæder mig vanvittigt! Alene til den otte timers flyvetur derover - hallo, vi kan snakke sammen uforstyrret, se en film, drikke rødvin, whatever. (Sove...) Det lyder helt ok med mig.

Udover at vi skal i teateret, har vi planer om at drikke drinks på små, skæve spillesteder; spise god mad; gå tur over Brooklyn Bridge (det har jeg ikke gjort før); besøge Ground Zero; chille i Central Park; tage et boattrip rundt om Manhattan og så ellers bare tage det helt stille og roligt. Gode tips modtages gerne, men vi skal ikke have for pakket et program. Det skal være afslapning.

Vi skal bo her - et hotel, som en bekendt anbefalede for år tilbage, og som jeg altid gerne har villet besøge. Nu bliver det endelig!

Fire nætter væk fra Snubsen - det er lidt syret. Men altså - han er sammen med sin farmor og vores aupair; han kommer til at hygge sig vildt.:)

Billeder fra min sidste tur til New York i september 2008. Her 6,5 år senere og på en anden årstid kommer både byen og jeg til at se anderledes ud, men det giver alligevel kilder i maven at se tilbage.







Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar