torsdag den 26. februar 2015

Dagens ups no. XVI

Jeg var ikke hjemme, da dette her skete, men jeg synes alligevel, at episoden hører til her...

Elvis, Sarah og Hippien sidder og spiser aftensmad, da Snubsen pludselig rejser sig op i sin stol og siger højt "Hør! Hør!".

Hippien og Sarah kigger over på ham og lytter - og så slår han en høj prut!

Der har vist været gået lidt for meget mandehørm i fars putning engang imellem...



(Øjeblikket var eftersigende priceless, hvilket jeg godt kan sætte mig ind i, meeeen det er vist en vane, vi må få ham til at lægge fra sig igen.)

onsdag den 25. februar 2015

In a New York minute

Tidligt mandag morgen landede vi i Charles de Gaulle efter en helt fantastisk weekend i New York. Det. Var. Så. Godt. Vi havde fire dage til bare at være kærester i, mens Snubsen som forventede havde the time of his life med farmor. Fao. Hun er stadig verdens bedste legekammerat, og Elvis havde bare været glad og tilfreds uden mor og far. Yes, mand!

Men altså - tilbage til New York. På trods af, at det var ret koldt derovre (-10 grader torsdag og fredag, -2 og snevejr hele lørdagen og så lige sjap og plusgrader søndag), så var det faktisk ret perfekt. Vi måtte bare pakke os godt ind, og så ellers nyde, at solen også var der. Nå ja, og så holdt vi selvfølgelig rimelig mange bar-pauser. Det var jo nærmest livsnødvendigt.

Torsdag ramte vi byen ved 18-tiden, så vi tjekkede kun lige ind på vores virkelig fede, anderledes hotel, og så smuttede vi ellers ud for at finde noget aftensmad og en bar. Men det var koldt. Og vi var voldsomt trætte. Så allerede klokken halv ti var vi faktisk tilbage på hotelværelset og gik i seng. Jeg vågnede så kl. tre og havde svært ved at sove, og igen klokken halv syv måtte jeg opgive. Hello, jetlag...


Udsmykningen på vores vilde hotelværelse på Carlton Arms Hotel

Denne her gut flagrede i loftet over vores seng

Fredag startede vi med morgenmad på en diner, hvorefter vi begyndte at trave byen tyndt. Vi gik fra Midtown og ned til det virkelig fine 9-11 memorial, videre ned til Battery Park og over til Staten Island færgen, som vi tog ud forbi Frihedsgudinden. Vi havde ellers talt om en bådtur rundt om hele Manhattan, men det var det altså for koldt til. 







Senere tog vi turen over Brooklyn Bridge, hvilket heldigvis ikke var så koldt igen. Formiddagens vind havde lagt sig, og solen varmede faktisk lidt. Efter en kortere gåtur rundt i Brooklyn, gik vi tilbage til Manhattan og tog på Arlene's Grocery og hørte lidt lokale rockbands (lokale og lokale - det bedste var fra Australien...), og så præsterede jeg faktisk at holde mig kørende til kl. et. Crazy altså!





Lørdag gik vi den modsatte retning, op mod Time's Square. Vi havde talt om at besøge Empire State Building, men droppede det, da det var ekstremt tåget. Lige omkring, da vi ramte Central Park, begyndte det da også at sne helt vildt, og det fortsatte det så med resten af dagen. Det var SÅ flot at gå rundt i parken i snevejr, og det var fantastisk at sætte sig ind på The Boathouse og drikke hvidvin til lyden af pianomusik og med udsigt over et rent winter wonderland udenfor. Det var magisk. Bagefter ville vi egentlig have været på MoMA, men så skulle vi lige have frokost, og pludselig var der kun en halv time til, at museet lukkede. Så i stedet tog vi på Madame Tussauds og blev godt underholdt af voksdukker. Fra den ene yderlighed til den anden.;)




Om aftenen skulle vi ind og se Hedwig and the Angry Inch - grunden til hele vores tur derover. Jeg skulle jo se John Cameron Mitchell i hovedrollen! Once in a lifetime, og jeg glædede mig. Men nej - sådan noget skal jo ikke lykkes, så manden havde ødelagt sit knæ et par forestillinger tidligere og var derfor ude af showet. I lige præcis denne uge. Kun denne uge. Allerede i tirsdags var han på igen. Nøj, hvor blev jeg skuffet! Og det er jo lidt fjollet, for i stedet var det Michael C. Hall (the one and only Dexter), som spillede hovedrollen, og han var FANTASTISK! Hippien var faktisk nok nærmest glad for udskiftningen. Men jeg var altså skuffet inderst inde - nu får jeg jo aldrig the real deal at se.:( Æv bæv.

Udover skuespiller-skuffelsen var jeg fuldstændigt åndssvagt træt, hvilket også lagde en dæmper på aftenen. Jeg havde faktisk kæmpet med at holde mig vågen fra kl. 19, så da showet sluttede ved midnatstid, fangede vi en taxa hjem, tog en hurtig øl på nabobaren og så gik jeg ellers kold. Lidt et anti-klimaks.:/


Søndag skulle vi først flyve ved halv syv-tiden, så vi havde planer om at spise på Shake Shack først og så ramme The Highline. Tjek til det første, men The Highline viste sig at være lukket pga. sne og is, så det må blive næste gang. I stedet tullede vi bare rundt i byen med våde fødder - men det gjorde altså ikke noget. Solen skinnede, og vi var i New York.:)

Det var fantastisk at være af sted, men det var også fantastisk at komme hjem igen til en glad Snubs og kramme og kysse ham i timevis. Ude godt, men hjemme bedst.:)

tirsdag den 24. februar 2015

Kært barn har mange navne

Som jeg har skrevet før, så snakker Elvis dagen lang, og der kommer nye ord til hver dag. I dag var det "barn" og det fik vi så at høre 10.000 gange under aftensmaden, fordi der var et barn, der havde grædt nede på gaden. "Barn. Ked".

Én ting, han dog aldrig har sagt, er hans eget navn. Hverken Elvis eller Snubs. Men nu! Nu har vi langt om længe fundet ud af, at han har et navn for sig selv. Han hedder: Didi! Og hvorfor i alverden, han så gør det, må I altså ikke spørge mig om....

Hvordan kan Elvis, Snubs, Snubber, skat, pomfrit osv. blive til Didi? Det giver ingen mening. Men det hedder han altså.

"Hvem er det?" 

"Mor"

"Og hvem er det?" 

"Far"

"Og hvem er det så?" 

"Sarah"

"Og hvem er det?" 

"Didi!"

Godt så. Didi it is. Det værste er, at jeg er begyndt at sige det også nu... "Er det Didi, der skal ligge der?". Det bliver altså nødt til at stoppe nu... Men ungen reagerer jo på det.

Har I noget bud på, hvordan det navn er opstået? Mit nærmeste gæt er, at det er kommet af, at vi jo siger "Det er til dig" og sådan noget, men der er nu stadig langt fra dig til Didi.

video

Et lille videoklip af Elvis, som tæller med til en video på engelsk. Det er så mega kært, og han er virkelig god til at sige eight!

How NOT to do Rome

Lige et hurtigt indlæg fra mit hotelværelse i Rom, hvor jeg lige er kollapset på sengen, og nu ligger og nyder lyden af naboens hårtørrer. Turen i en nøddeskal...

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft et rosenrødt billede af forretningsrejser. Sådan - iiih, hvor må det være fedt at opleve så mange steder. Well, not exactly.

Det her besøg er endt lidt lige som dengang, jeg var i Paris til min samtale. Jeg havde én aften i byen, og jeg endte med at spilde den på at lede forgæves efter vores hængelås på Pont des Arts og spise en virkelig ringe middag på et tilfældigt brasserie..

Jeg var ret vild over at skulle til Rom - eftersigende skøn by, som jeg aldrig har været i. Fast forward til at ankomme på hotellet, som ligger tæt på kontoret, men 20 km uden for Rom og in the middle of nowhere...

Men ok - jeg skulle jo have et lækkert hotelværelse helt for mig selv! Fast forward til hotellets handicapværelse, som godt nok er stort, men hvor alle borde og håndtag sidder i en meget mærkelig højde. Jeg føler mig som en kæmpe!

Så var der den sene middag i hotellets restaurant i går - hvor de selvfølgelig serverede mig det forkerte...

I dag sad jeg i møde hele dagen, men endelig var det fyraften, og jeg kastede mig ind i en taxi til Rom. Da jeg ankom i centrum, havde jeg 1,5 præcis, før den stod på work dinner! Nå ja - og jeg var selvfølgelig i høje hæle i en by fuld af brosten. Rookie mistake!

Anyways, målet var at se den nærmeste seværdighed - i det her tilfælde Fontana di Trevi. Som så viste sig at være tømt for vand og pakket ind i stillads og plastik.

Der var stadig tid - så prøvede jeg den spanske trappe, som også var tæt på! Den var så pakket ind i stillads og en FIAT-reklame...

Lige dér gav jeg op. Rom blev ikke bygget på én dag, og det her besøg tæller ikke! Jeg kommer igen en anden gang og gør det rigtigt... I stedet for at forsøge at opsøge mere direkte, valgte jeg bare at gå en tur og nyde byen. Og så blev det jo faktisk meget godt alligevel.:)

(Middagen var i øvrigt fantastisk, og vi nåede faktisk også at se Forum Romana før det. Så det gik jo alt sammen...)

Fontana di Trevi - I kid you not... Ikke helt hvad jeg havde forventet!

lørdag den 14. februar 2015

Succes!!

Elvis sover! Puttet i sin egen seng!! Sådan for første gang i en trilliard år (føles det som...).

Det tog stadig lige over en time at putte ham, og sandsynligheden for, at han rykker over til os i nattens løb, er stor. Meget stor. Men hey - han er puttet i sin egen seng. Lige nu er det ærligt talt alt, der betyder noget.

Som altid forsømmer jeg bloggen, men lige i aften er det sådan, det må være. Det er Valentine's Day og Hippien er ude og hente sushi. Bare til ham og mig. I morgen tager jeg til Rom med jobbet og så står den på New York på torsdag. Det bliver fantastisk.

Så nu - nu vil jeg åbne en flaske hvidvin og finde en god film (Hedwig and the Angry Inch - vi skal varme op til Broadway), og så vil jeg lade blog være blog og kramme med min mand.

Glædelig lørdag til alle!

søndag den 8. februar 2015

Børn foran skærmen

Det kan godt være, at det er ilde set, men jeg kommer lige med en indrømmelse: Jeg har absolut ingen problemer med at lade Elvis hygge sig foran en skærm. Overhovedet.

Faktisk har en stor del af denne weekend foregået foran en skærm. Foran fjernsynet. Med iPad'en i skødet. Eller foran computeren.

Og nej - selvfølgelig ikke hele tiden. Alt med måde! Og i øvrigt heller ikke alene. Pointen er nemlig den, at en iPad er verdens nemmeste redskab, når en lille dreng har brug for nærhed. Vi kan sidde helt tæt og køre med Duplo-tog, se tællevideoer eller bare Hjulene på Bussen. Eller som i dag, hvor vi så Aristocats på dvd - Elvis elsker katte for tiden, og han var helt vild! Jeg nyder bare stunderne med at nusse ham i håret og kysse de tykke kinder.

Man kan selvfølgelig også bare læse en bog sammen - og det gør vi også! Lige som vi også var i parken i dag, var i karbad sammen og legede med klodser. Sådan en dag kan være ret lang, så der er altså tid til det hele.

Det eneste tidspunkt, hvor han fik lov at underholde sig selv med en skærm, var når jeg lavede mad. Så sad han i køkkenet med Postmand Per på computeren foran sig, og jeg fik lavet en god, sund gang lakselasagne (og tidligere på dagen pandekager og banankage - jeg er jo ikke frelst!). Helt ærligt - når jeg har ham alene er det enten det eller at vi spiser frysepizza. Så holder jeg altså på, at han godt kan hygge sig med Per i tyve minutter...:)


Nu vil jeg tage mig et glas rødvin og et stykke banankage og kaste mig over fransklektierne. Det har været en laaang dag, og den er ikke slut endnu!

lørdag den 7. februar 2015

Om pinde, leg og træthed


Der er begyndt at flytte nye "beboere" ind i vores lejlighed. Nogle slår sig ned ude i opgangen, men de fleste kommer med ind i entréen eller stuen.

Jeg taler om pinde. Pinde i store mængder og alle længder og tykkelser.


Elvis elsker pinde for tiden! Han finder dem i parkerne, tegner på grusstierne med dem og tager dem så med hjem i hånden. En dag begik jeg fejlen at vise ham en pind, som nærmere var et halvt træ, og som var en del større end ham selv - den skulle også med hjem! "Desværre" knækkede den på mystisk vis på vejen, så den endte med kun at være en meter lang ca...

Det er faktisk dødhyggeligt. Jeg elsker, at han er begyndt at være nysgerrig på naturen og omgivelserne på den måde. I dag brugte vi et par timer ved Champ de Mars, hvor Snubsen fik lov til bare selv at tulle omkring. Udover at samle en ny pind op hver femte meter, brugte han en evighed på at lave sandkager i et legehus og senere på at samle småsten op og smide i en rist. Hvor han ellers er ekstremt morsøgende for tiden, var jeg ret ligegyldig der. Han var i sin helt egen lille verden, og det var så dejligt bare at betragte.


Udover udflugten til legeplads har det været en stille dag. Hippien og jeg var som sagt ude i går, og selv om det startede uskyldigt nok med et par fadøl ved syv-tiden (på et virkelig fedt sted), endte det med fravær af aftensmad og lidt for mange cocktails kl et om natten (på en anden super fed bar). Præcis som en fredagsbar bør være - men jeg er altså lidt træt i dag. Hippien tog af sted til Danmark kl. tidligt i morges, og mine planer om at sove lidt længe med Snubsen blev brat ødelagt af, at hans ble ikke var enig med mængden af væske, den lille baryl udskilte. Så pludselig var det en meget våd lille dreng, der lå ved siden af mig. Ævs. Heldigvis har han været i puttehumør det meste af dagen, så vi har siddet rigtig meget i sofaen med dyne og iPad og nusset. Det kan jeg godt blive afhængig af.


fredag den 6. februar 2015

Om at huske at være kærester

Siden nytår har Hippien og jeg haft et nytårsforsæt. Vi skal lave noget sammen én gang om ugen, bare ham og mig. For helt ærligt – 1. Vi er i Paris og det skal nydes. 2. Vi trænger til at prioritere hinanden som kærester. 3. Vi har den mest optimale babysitter boende hos os – det kommer aldrig til at blive lige så nemt og ubekymret at få Snubsen passet. Så det skal altså udnyttes.

Indtil videre har vi været ret gode til at holde fast i det. Vi har været på biograf + drinks-date. Vi har været ude og spise på vores yndlingsrestaurant. Vi har set håndbold på en lille lokal bar og været til Darkness Falls-koncert i det danske hus. Hvad vi gør er egentlig ikke så vigtigt, bare vi kommer ud sammen.

I aften skal vi til fredagsbar med en gruppe andre danskere. Jeg glæder mig til det – dels bliver det sjovt at møde andre i samme situation som os og måske udvide netværket lidt, og dels bliver det rart at bruge lidt tid sammen (hvilket vi dog også gjorde i går, hvor vi spiste frokost sammen – helt genialt!). I morgen markerer nemlig starten på en lidt sindssyg tid – først skal Hippien til Danmark i en lille uge, så tager jeg til Rom med arbejdet i to dage, så kommer farmor til Paris og vi tager til New York, og bagefter får vores au pair besøg af en veninde. Så der bliver ikke meget ”normalt” igen før til marts.

Men derefter – så skal der gang i de ugenlige dates igen. Indtil videre har vi et par barer og restauranter, vi gerne vil besøge, men hvis nogen ligger inde med gode forslag til hyggelige voksen-stunder i Paris, tager jeg gladeligt imod dem!

Paris 2012 - hvor bliver det godt, når den der sol kommer igen!

tirsdag den 3. februar 2015

Mens vi sover...

Man kan ikke påstå, at vi har verdens bedste track record for at sove stille og roligt her i familien. Jeg har en baggrund med at tale i søvne og Hippien med at gå i søvne! Så på et eller andet plan er det vel oplagt, at Elvis er en uroligmus?

Det er egentlig lidt komisk, at fordelingen er på den måde. At jeg, som nok er lidt af et vandfald når det kommer til snak, ikke engang kan finde ud af at tie stille om natten. Og at Hippien, som er typen, der gladeligt vandrer byen tyndt, også gør det om natten.

Det der med at gå i søvne lyder sjovere, end det er. Jo, det har helt sikkert givet nogle sjove historier at genfortælle (hvilket jeg desværre altså ikke gør her - det ville vist være at udstille Hippien), men det er ikke sjovt at være personen, der aldrig helt ved, hvor han vågner op. Det er heldigvis ikke noget, der sker ofte - faktisk tror jeg slet ikke, at det er sket i Paris - men det sker altså stadig engang imellem. I starten af vores forhold skulle jeg lige vænne mig til det der med, at jeg nogle gange vågnede alene i sengen og fandt Hippien i stuen - de første mange gange blev jeg helt panisk og tænkte, at vi måtte være blevet uvenner aftenen før, men at jeg ikke kunne huske det. Nu griner jeg bare af det og henter ham ind i seng igen.

Så er det vist alligevel at foretrække at tale i søvne. Jeg ved faktisk ikke, hvor meget jeg stadig gør det, men jeg gjorde det meget som barn. Nøj, hvor har min bror mobbet mig med ting, som han har overhørt i nattens mulm og mørke! Som teenager udviklede det sig også hurtigt til sortsnak, hvis jeg var for sent oppe (og måske lidt fuld...) og blev træt midt i en samtale. Det kunne godt tage lidt tid, før det gik op for mit selskab og så lidt senere mig selv, at jeg egentlig sov. Samtalerne gav sjældent meget mening...

Og hvad så med Snubsen? Indtil videre går han 7-9-13 ikke i søvne, men som de fleste børn rejser han sig nemt op i søvne. Og så snakker han! I går aftes, da jeg kom ind til ham, lød der pludselig et højt og tydeligt "mam-mam", hvorefter der var ro igen. Flere andre gange har det været "gok-gok!", der blev meldt glad ud. Så ved man da, at der drømmes om noget rart.:) Jeg håber, at han begrænser sig til det og ikke til natvandringer - ellers skal der vist liiiige børnesikres en ekstra gang!

Dengang han var meget lille og sov meget stille

mandag den 2. februar 2015

Når kontrasten er for stor

Søndags morgenhygge - vi så faktisk næsten en hel film!

Så er det mandag, og jeg er tilbage på pinden. Jeg burde sådan set kaste mig over bunkerne af arbejde, men jeg tænkte, at jeg lige vil give et livstegn herinde først.

Det har været en rigtig dejlig weekend, hvor jeg både har nået en masse praktisk, som har hængt mig over hovedet længe; har fået lavet mad og bagt boller og har fået hygget i stor stil med Snubsen og Hippien. Det har været ret tydeligt, at Snubsen har savnet sin mor, for det har heddet ”muuuaaaaarh” dagen lang, og jeg har ikke fået lov til at gå to skridt uden ham. Det kan godt være lidt hårdt i længden, men det er nu også rart. Vi har haft krammetid med Dumbo på fjernsynet, og han har været verdens bedste lille hjælper – også selv om det betød, at de bluser, jeg netop havde lagt til side som følge af garderobeoprydning, pludselig blev puttet ind på hylden igen – sammen med to (ikke-matchende) sko. Der skal jo være orden i sagerne!;)

I går havde vi besøg af et vennepar og deres søn, som er 3 måneder yngre end Elvis, og for første gang legede drengene sådan rigtig sammen. Der var ikke noget brok og ”miiiin” – Elvis delte gladeligt sit legetøj. Det har han ellers haft en periode, hvor han var knap så god til... Det var rigtig fedt at se, og virkelig hyggeligt.


Men nu, nu er det mandag. Og jeg er tilbage i arbejdsmode. Det er hammer-hårdt. Jeg kan virkelig mærke, at kontrasten mellem hverdag og weekend er så stor, at det tager på mig. Hver søndag aften sidder jeg med en panik-følelse og en ”jeg vil ikke på arbejde” – selv om jeg jo godt kan lide mit arbejde! Men det er bare så stort et skift at gå fra at være full-on fuldtidsmor i to dage og så gå tilbage til at være totalt fraværende og pre-occupied i fem. Jeg er oprigtigt bekymret for, hvor længe jeg kan holde til – og hvor længe Snubsen kan holde til det. Savner sgu de gode gamle 8-16 dage!