lørdag den 7. februar 2015

Om pinde, leg og træthed


Der er begyndt at flytte nye "beboere" ind i vores lejlighed. Nogle slår sig ned ude i opgangen, men de fleste kommer med ind i entréen eller stuen.

Jeg taler om pinde. Pinde i store mængder og alle længder og tykkelser.


Elvis elsker pinde for tiden! Han finder dem i parkerne, tegner på grusstierne med dem og tager dem så med hjem i hånden. En dag begik jeg fejlen at vise ham en pind, som nærmere var et halvt træ, og som var en del større end ham selv - den skulle også med hjem! "Desværre" knækkede den på mystisk vis på vejen, så den endte med kun at være en meter lang ca...

Det er faktisk dødhyggeligt. Jeg elsker, at han er begyndt at være nysgerrig på naturen og omgivelserne på den måde. I dag brugte vi et par timer ved Champ de Mars, hvor Snubsen fik lov til bare selv at tulle omkring. Udover at samle en ny pind op hver femte meter, brugte han en evighed på at lave sandkager i et legehus og senere på at samle småsten op og smide i en rist. Hvor han ellers er ekstremt morsøgende for tiden, var jeg ret ligegyldig der. Han var i sin helt egen lille verden, og det var så dejligt bare at betragte.


Udover udflugten til legeplads har det været en stille dag. Hippien og jeg var som sagt ude i går, og selv om det startede uskyldigt nok med et par fadøl ved syv-tiden (på et virkelig fedt sted), endte det med fravær af aftensmad og lidt for mange cocktails kl et om natten (på en anden super fed bar). Præcis som en fredagsbar bør være - men jeg er altså lidt træt i dag. Hippien tog af sted til Danmark kl. tidligt i morges, og mine planer om at sove lidt længe med Snubsen blev brat ødelagt af, at hans ble ikke var enig med mængden af væske, den lille baryl udskilte. Så pludselig var det en meget våd lille dreng, der lå ved siden af mig. Ævs. Heldigvis har han været i puttehumør det meste af dagen, så vi har siddet rigtig meget i sofaen med dyne og iPad og nusset. Det kan jeg godt blive afhængig af.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar