torsdag den 26. marts 2015

Dagens ups no. XVIII: De urimelige franskmænd - eller noget...


Ovenstående sms modtog jeg i går fra min mobil-, tv- og internetleverandør. Jeg tjekkede straks min konto og blev rasende! Mit abonnement var ændret til en dyrere tv-pakke og et dårligere mobilabonnement, der så ud til at ville kræve penge for opkald til fastnet i Danmark (det har indtil nu været inkluderet i prisen - meget cool, hvis ikke lige det var fordi, at nærmest alle i Danmark har droppet deres fastnet...).

Hvad fanden bildte de sig ind? Hvordan kunne de bare ændre sådan noget af sig selv? Jeg skumlede godt og grundigt over denne urimelige måde at lave forretning på. Eller noget...

I dag var jeg nemlig forbi butikken for at skælde dem ud. Ekspedienten virkede ret uforstående. Han kunne godt se, at der var noget rod med en ekstra linje for et mobilabonnement, der så kostede en ekstra euro, men ellers var alt da fint? Jeg forklarede ham så tålmodigt som muligt, at problemet var, at jeg ikke havde behov eller lyst til at ændre noget. Så hvordan kunne de bare gøre det uden mit samtykke? Eller noget...

Han kiggede på sin skærm. Mit abonnement var ganske rigtig ændret. Af "mig" - eller det vil sige, af en eller anden via min multi-teknologi-box, som styrer det hele. Og der var jo faktisk noget med, at Elvis havde siddet og leget med dens fjernbetjening i går...

Jeg fik røde ører, ekspedienten rettede mit abonnement tilbage igen, og fjernbetjeningen bliver fremover lagt uden for Elvis-rækkevide.

Den lille baryl!!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar