tirsdag den 31. marts 2015

Hvorfor Elvis blev til Elvis...

Det lå aldrig i kortene, at Elvis skulle hedde Elvis. For det første troede jeg i de første par måneder, at vi ville få en pige – for det andet troede jeg, at det var en joke, da Hippien foreslog navnet Elvis.

Jeg havde masser af pigenavn på lager. Det var nemt nok – det svære ville være at vælge. Hippien var dog helt sikker på, hvilket pigenavn han foretrak, og da det også var på min liste (omend ikke i toppen), var det nok endt med det, hvis det havde været en pige, vi ventede. Men det var det jo så ikke.

Jeg glemmer aldrig den aften, faktisk nærmere nat, Hippien foreslog navnet Elvis. På det tidspunkt kendte vi stadig ikke kønnet, men vi var selvfølgelig i gang med at vende navne. Han kom hjem fra en sen, sen øver og var lettere bedugget, da han glad vækkede mig og sagde ”Jeg ved, hvad han skal hedde, hvis det er en dreng!”. Jeg mumlede søvnigt ”Hvad da?”, og han svarede ”Elvis!” Min respons var at grine højt, sige ”Yeah right” og vende mig om og sove videre...

I den følgende tid blev maven kaldt ret meget Elvis. Hippien var insisterende, og jeg gik med på joken. For det var jo en joke, ikke? Lige som når vi kaldte maven for Batman. Og i øvrigt var det jo en pige!

Men så var det pludselig ikke en pige længere. Pludselig begyndte jeg at føle mig mindre sikker på kønnet, og til sidst afslørede scanningen jo også, at det var en lille fyr, der lå og boblede derinde. Hvad gør man så?

Jeg begyndte at varme lidt op over for Elvis. Navnet var jo cool nok – men altså ikke som fornavn! Hippien havde for længst nedlagt veto mod, at drengen måtte blive musiker (lad os se, hvordan det veto kommer til at overleve – drengen er så über-musikalsk...), og kan du måske forestille dig en Overlæge Elvis? Eller en Revisor Elvis? Jeg kunne ikke. Så jeg begyndte at lede efter drengenavne, som kunne fungere med Elvis som mellemnavn. Derudover skulle det så også helst være på fem bogstaver, hvis det skulle leve op til Hippiens mærkelige præference... Jeg var forbi Anton Elvis, Aksel Elvis og så Oscar Elvis. Det var der, vi endte. Oscar var et godt navn – fem bogstaver og indeholdende et C lige som i forældrenes navne. Det var fint.

Så vi meldte ud til familien, at han skulle hedde Oscar – men vi blev selv ved med at kalde ham Elvis. Og ca. en måned før termin kunne jeg godt selv se, at det jo ikke gik. Mens Hippien havde haft sit mærkelige ønske om et navn på fem bogstaver, havde jeg kun haft ét krav. Han skulle ikke ende ud i samme rod som mig – han skulle ikke ende ud med et mellemnavn, som blev brugt som fornavn, og et fornavn, som kun var til besvær. Og se nu, hvad vi var på vej ud i?

Så dér sad vi en sen aften på Den Smagløse i Odense sammen med Hippiens bror og en af hans venner. Hippien havde spillet koncert på Jazzhouse Dexter, nu var det blevet sent, og jeg var dødtræt og meget bevidst om, at jeg var den eneste ædru i lokalet, da jeg hørte ordene komme ud af min mund. ”Det holder jo ikke, det der. Jeg synes, han skal hedde Elvis Oscar i stedet”.

Bang!

Hippien tog mig på ordet, og sådan blev det. Og jeg har aldrig fortrudt det – han er SÅ meget en Elvis. Også en Overlæge Elvis, hvis det bliver relevant til den tid.:)



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar