torsdag den 30. april 2015

Status på de to udfordringer

Nå, men altså. Jeg gav jo mig selv to udfordringer i starten af april, og jeg må hellere følge op på dem. For hvordan er det så gået?

Weeeeell, både godt og skidt. For lige efter startskuddet blev det fantastisk sommervejr, og sommervejr betyder picnic i parken, og picnic i parken betyder altså en kold øl. Sådan er det bare. Og så inviterede en veninde mig lige med til koncert og så... Så ja, mit alkoholforbud er ikke blevet helt overholdt - men næsten! Jeg har fået cuttet alt, hvad der hed hverdagsøl eller hverdagsvin ud, og det var trods alt det vigtigste.

Det samme gælder mht. sodavand. Der var liige en reparationscola dagen efter koncerten, og så var der en eller to den weekend, hvor jeg var alene med Snubsen, men ellers er de også blevet droppet. Det har nu ikke været helt nemt.

Jeg er mere stolt på søde sager-fronten. Jeg har faktisk kun spist dessert de to gange, jeg har været inviteret ud at spise! Derudover er det blevet til lidt mørk chokolade en enkelt aften, og så faldt jeg i i mandags og spiste et par chokoladekiks. Men that's it. Det er sgu da meget godt!

Og så var der det der med løbet - jeg har holdt ved! Sådan, mand! Kun én weekend kom jeg ikke af sted, fordi vi havde en tidlig aftale søndag morgen - men til gengæld tog jeg så to løbeture ugen efter. Så den kan jeg sætte fuldt check ved - yiihaa!

Det er ikke fordi, det har haft det store resultat på vægten. Et kg eller to. Men jeg kan mærke, at min krop har det bedre - jeg tænker, at det særligt er løbeturene og træningens skyld. Så det skal helt sikkert fortsætte.

Udfordringerne skulle egentlig have kørt en måned, men nu tager vi jo så på tur i morgen, og så gider jeg altså ikke at have det hængende over hovedet. Jeg vil hygge mig! Jeg havde egentlig overvejet at tage løbetøjet med, men nu lover de regn hele weekenden, så glem det. Jeg håber godt nok, at vi finder lidt pauser fra regnen, så hele turen ikke drukner...

Fra søndagens løbetur - så smukt altså!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar