tirsdag den 19. maj 2015

Om at åbne sit hjem for en au pair

Jeg læste i dag et indlæg hos The Insider, som tog kampen op imod de fordomme, der er imod at have en au pair. For dem er der mange af, selv om der er mange gode grunde til at vælge den løsning - om man så bor i Danmark eller i udlandet.

Jeg vil ikke gentage Rikke Mays indlæg, for det gør det ret godt i sig selv, men jeg vil gerne give mit syn på det. Min historie. Nu har vi haft en "fremmed" boende i vores hjem i otte måneder, så nu er vist et meget godt tidspunkt!

Tanken om at få en au pair skulle jeg lige vænne mig til. Jeg må nok indrømme, at jeg til dels hørte med til gruppen, der bare ikke så sig selv om en typisk "au pair-haver". Stereotypen er jo ren Rytteriet og dårlige forhold for pigerne - eller i hvert fald overklasse med et alt for travlt liv. Sådan nogle var vi jo ikke. Og nej, sådan nogle ER vi heller ikke. Fordi vi har au pair.

Vi havde selvfølgelig ikke fået au pair, hvis vi var blevet i Danmark. Ikke fordi der er noget galt med det, men fordi vores behov ikke var der i Danmark. Jeg arbejde nogle helt andre arbejdstider, Elvis var i vuggestue og Hippien havde ofte fri om dagen, men øvede så om aftenen. Det var noget helt andet. Men pludselig stod vi over for en flytning til Paris. Over for nye arbejdstider for mig og nogle helt andre behov for at få tingene til at hænge sammen. For selv om der selvfølgelig findes vuggestuer i Frankrig, er det bare ikke tilstrækkelig løsning for os. Hippien er i Danmark en uge om måneden, og i den uge ville jeg ikke kunne passe mit arbejde og tage mig af Elvis samtidig. Hente og bringe. Lave mad. I de andre uger kunne vi måske nok - men vi vil ikke!

Jeg vil nemlig gerne bruge min tid sammen med Elvis, når jeg endelig kommer hjem eller endelig har weekend. Ikke på at gøre rent og vaske tøj. Så det klarer Sarah. Verdens bedste Sarah! Det var en vild proces at lede efter en au pair, at have jobsamtaler og i sidste ende beslutte sig for at åbne vores hjem for denne her nye person. Men det har været det hele værd. Elvis elsker hende, vi elsker hende og jeg tror egentlig også, at hun er ret glad for at være her. :)

I starten var det svært for mig. Ikke at Sarah var her, for det blev egentlig ret hurtigt naturligt. Hun blev installeret nedenunder med eget værelse og badeværelse, og så var det lige som bare det. Så passede hun ind. Men det var svært for mig at give slip. At bare sætte mig i sofaen med Elvis, når jeg kom hjem. At bare lade nogle andre være in charge of køleskab, tøjvask og rengøring. For det er Sarah og Hippien. Jeg løfter nærmest ikke en finger i hverdagen - jeg arbejder som en gal og hygger med min søn og min mand, når jeg endelig er hjemme. I weekenden er jeg selvfølgelig mere praktisk orienteret, men i hverdagen har jeg sluppet tøjlerne. Det har uden tvivl været MEGA sundt for mig, og det er det vildeste privilegium nogensinde. Det hele kører, og jeg kan holde mit fokus på at passe mit job og være der for min familie. Det er en gave.

Det handler altså på ingen måde om at vælge familien fra for karrieren og bare hyre en anden til at passe børnene. Tværtimod. Det handler om at få hjælp til både at have en karriere og en familie. For nej - jeg benægter ikke, at jeg kører lidt karriereræs for tiden, men gjorde jeg ikke det, var vi altså ikke i Paris lige nu. Det er en oplevelse for os alle sammen, men vi kan ikke gøre det uden hjælp. Så det har vi fået. Og det er fantastisk, at det er en mulighed!

Vi valgte at invitere en dansk pige herned, fordi jeg efter en lang multi-linguistisk arbejdsdag sætter pris på bare at tale dansk, når jeg kommer hjem - men ellers kunne jeg sagtens have valgt en pige af en anden nationalitet. Hvorfor ikke? Faktisk overvejer jeg at lede efter en svensk eller norsk pige næste gang - det kunne da være meget cool.:) For ja, vi skal have en ny au pair til efteråret. Desværre - men jeg forstår selvfølgelig godt, at Sarah skal videre. Og jeg er sikker på, at vi kan finde en anden skøn pige, der vil passe ind i vores skøre familie. Det er en løsning, som er kommet for at blive hos os - i hvert fald i Frankrig.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar