lørdag den 6. juni 2015

Om barndommens helte

I sidste uge var vi som sagt til bryllup. Det var en af Hippiens gamle venner, som skulle giftes, og derudover kender jeg faktisk bruden perifert fra rigtig gamle dage. Waaaaay back i 90'erne gik vi til ballet sammen - verden er så fantastisk lille! På trods af denne lille connection var det stadig et bryllup, som mest bestod af folk, Hippien kendte, og jeg var derfor lidt på bar bund, da det kom til at få præsenteret mig til folk. Der var så mange, og jeg er ikke så god til det med at overskue store menneskemængder.

Elvis tog sig ikke af det - han trak direkte ned i hjørnet til en stor globus og et stort trommesæt. Dét var spændende for ham, og der var færre mennesker til at forvirre mig. Den der lille størrelse i sort jakkesæt var svær ikke at bemærke, og han er også verdens bedste icebreaker, så relativt hurtigt kom der derfor en ældre mand over og sagde et eller andet fint om Snubsen og præsenterede sig. Tom, hed han. Jeg havde lidt travlt med at holde styr på barylen, så i første omgang fik jeg bare sagt mit navn retur. Så kiggede jeg en ekstra gang...

Det var Tom McEwan - en af mine store helte fra da jeg var barn. Jeg nærmest sled mit kassettebånd med Omsen og Momsen op som barn, og jeg kan stadig de fleste af teksterne. Jeg er faktisk stadig ret vild med konceptet. Manden har for mig altid fremstået som en af de mest sympatiske skuespillere og musikere, og det kan jeg nu også skrive under på, at han er i virkeligheden.

Elvis er Momsen-approved (ja, jeg mente altså, at det var deres navne som barn...). Ungen er selvfølgelig hamrende ligeglad, men det betyder altså på et eller andet mærkeligt sæt noget for mig. Tom  McEwan syntes, at min søn var den sejeste, lille Elvis, han nogensinde havde mødt. Det er sejt!

(Jeg ville egentlig gerne have haft et billede med ham, men da jeg endelig havde drukket rødvin nok til at gå i fangirl-mode, var han og konen på vej hjem. Dammit, altså...)

Det vækker dog også nogle tanker i mig - snyder vi Elvis for dansk kultur ved at lade ham vokse op i Paris? Sidste uge hørte jeg P3, hvor de hyldede børne-tv, og der var netop én som udtalte sig om, at dansk børne-tv var noget helt særligt, fordi det virkelig afspejlede dansk kultur. Det er ikke bare metervare-Disney. Jeg kan godt se, hvad han mener, når jeg tænker tilbage på børnetv fra min tid og også de få programmer, som jeg trods alt har styr på fra Ramasjang i dag. Det er noget andet, og det er noget, jeg gerne vil promovere, når nu vi ikke kan komme uden om, at drengen er glad for iPad og fjernsyn. Elvis er f.eks. begyndt at være rigtig glad for Hr. Skæg på Ramasjang-app'en, hvilket jeg kun kan bifalde! Den mand er sej og sjov. Jeg har faktisk vasket fødder på folk sammen med ham på Roskilde Festivalen for år til bag, men det er en anden historie...

Jeg håber, at vi kan holde den danske børnekulturvinkel ved lige gennem internet og apps - jeg skal helt klart præsentere Omsen og Momsen for ham over Bonanza, så snart han er stor nok. Også selv om han til den tid sikkert synes, at det er latterligt gammeldags!

(Jeg kan ikke lide at lægge billeder som sådan op fra festen, da det er lidt privat - men I kan se et splitsekund af "talen" her.)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar