mandag den 29. februar 2016

Om at være bedste-mor

I går sad Elvis og jeg og læste "Pirater i Havsnød" igen-igen. Eller det vil sige, denne gang læste vi faktisk ikke rigtig i bogen - vi sad og "snakkede" med piraterne på forsiden. Det er åbenbart lige nu et større hit end faktisk at åbne bogen...

Anyways, en af dem "sagde" så "Hej Elvis, hvem sidder du der med?" og Elvis svarede "Det er min mor. Hun er den BEDSTE mor!" Og så sad jeg lige der og havde lidt svært ved at snakke piratsprog... (De må i øvrigt ikke sige "Aaaarrrrh" for så "bliver jeg jo lidt bange" siger Snubsen)

Det gik seriøst lige i hjertet. Den bedste mor. Der er mildest talt ikke noget andet, jeg hellere vil være. Og det mindede mig SÅ meget om, da jeg selv var barn. Jeg kaldte altid min far for "bedste-far". For det var jo det, han var. Jeg husker specielt tydeligt en af hans tre månders udstationeringer (jeg tror, det var nummer to Bosnien-tur, men det kan også have været Bosnien-tur nummer 1 eller Irak) - der var det også min måde at tiltale ham på i brevene. "Kære bedste far". Og nu er det så min tur til at være bedste-mor.

Om jeg så reelt ER den bedste mor, er jo altid spørgsmålet. Sådan helt overordnet tvivler jeg ikke, men jeg har godt nok stadig blandede følelser omkring vores prioriteringer med min karriere. Det skærer mig ret meget i hjertet, når Elvis siger ting som "Jeg kommer fra Paris. Far kommer fra Danmark. Mor kommer fra arbejde". Jeg har simpelthen ikke lyst til, at Elvis' bevidsthed om mig bliver bygget op omkring at "Mor er på arbejde". Det føles som en dårlig kliché fra gamle familiefilm, hvor faren altid var sådan en fraværende figur, som bare kom hjem fra arbejde engang imellem - bare med omvendt fortegn.

Men hvad kan man gøre? Det er nu engang sådan, at vores hverdag hænger sammen. Og Elvis mangler jo ingenting. Han vokser op i de mest trygge omgivelser - han har sin far hjemme det meste af tiden, han har sin dejlige au pair, og han har mig 100% om aftenen og i weekenderne. Han er sgu egentlig ret priviligeret! Men derfor kan den altså godt gøre lidt nas engang imellem. Som når Elvis bryder ind i en samtale om planlægningen af foråret og siger "Men jeg vil jo med til Bruxelles. Jeg vil jo med på konference!". Så ville man lige ønske, at verden var skruet lidt anderledes sammen...


Denne weekend tog vi op i toppen af Eiffeltårnet. Det var ret spændende, men også lidt farligt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar