torsdag den 10. marts 2016

En helt almindelig onsdag...

Efter jeg er blevet mor, er de fleste dage måske nok blevet rimelig trivielle – forstået på den bedst mulige måde, selvfølgelig. Der sker bare ikke så meget andet i hverdagen end, at jeg går på arbejde og så tager hjem og hygger med Snubsen nogle timer, inden han skal i seng, hvorefter Hippien og jeg smider os på sofaen med en tv-serie eller en film. Same same next day. Og det er helt okay – jeg elsker det jo! Men engang imellem er der så de dage, hvor rutinen brydes og jeg nærmest kan se mig selv udefra og tænker, at det satme nogle gange er et syret liv, jeg lever. Sådan en dag var det i går. Jeg tænkte derfor, at det kunne være lidt sjovt at stille den op, så man virkelig kan se kontrasterne og hvordan dagen bare kan vende sig selv på hovedet op til flere gange.

Kl 7: Jeg står op en halv time tidligere end normalt af to årsager. Den ene grund er, at vi skal til koncert om aftenen og jeg derfor lige bruger lidt mere tid på at vælge tøj og lægge makeup. At finde tøj, som både er egnet til en dag på kontoret og til en metalkoncert, er altid lidt udfordrende. Jeg ender med et par stramme jeans, en hvid skjortebluse og så en læderjakke ud over. Den anden og mindre sjove grund til, at jeg står tidligere op end normalt er, at der denne dag er en stor strejke i den offentlige transport, og da jeg har et telefonmøde med Asien kl. 9, tør jeg ikke stole på metroen. Jeg tager derfor min cykel – i regnvejr...

Kl. 9-11: To telefonmøder i træk med hhv. Asien og Japan (og nej, i arbejdsregi er Japan ikke en del af Asien...). Begge gør knuder på den ene eller anden måde, og jeg er en smule frustreret, da jeg igen kaster mig op på cyklen i regnvejret for at komme tilbage til min normale kontorbygning. Halvvejs derhenne falder kæden af min cykel...

Kl. 13: Spiser en hurtig sandwich foran computeren. Jeg har netop haft endnu et telefonmøde med Asien om et andet emne, og igen har de lige vendt alt mit arbejde den seneste tid på hovedet. Arhmen altså... Jeg er ved at være lettere frustreret og får sagt til mine kolleger, at nu kan det da nærmest ikke blive værre. Jinx!

Kl. 16: Hippien ringer. Snubsen har det rigtig skidt – han har endnu et af sine maveanfald. Fuuuuuuuck! Vi bliver enige om at se det an og snakkes ved en time senere.

Kl. 17: Hippien ringer igen – ungen er faldet i søvn, og vi bliver enige om at give det et forsøg med koncerten alligevel. Så må vi bare være på kald, hvis vores au pair skulle vurdere, at det er blevet værre.

Kl. 18: Jeg lukker computeren ned, frisker makeup’en op og løber mod Metroen for at mødes med Hippien på Pigalle. Metroen kører åbenbart helt fint, og jeg havde overhovedet ikke behøvet at tage cyklen om morgenen. Fedt nok... Gåturen forbi Parc Monceau er rigtig rar – solen skinner endelig. Jeg føler mig helt som med i en reklamefilm, da jeg går igennem et klassisk parisisk kvarter, hvor nogle flyttemænd er i gang med et flyttelæs, og en pose med plastikbolde vælter, så de farvestrålende bolde triller ned af bakken imod mig. Jeg bremser dem, så flyttemændene kan fange dem og får en stor mængde ”Merci, madame. Merci beaucoup!” med på vejen.

Kl. 18.30: Venter på Hippien foran Pigalle. Det regner igen. Han dukker op, og vi går på McDonalds for at nå at få noget mad inden koncerten. Suuuuper romantisk.

Kl. 19: Vi rammer Le Trianon, som er et virkelig smukt gammelt teater, der denne aften er fyldt med metalhoveder, som skal se Avantasia. Jeg tænker over, at sikkerhedstjekket ved indgangen var overraskende let og med Bataclan lurende i baghovedet, snakker Hippien og jeg lige kort om, hvad strategien er, hvis der skulle ske et angreb. Vi er enige – løbe frem til scenen, op på den og ud til venstre. Tjek. Det er ærgerligt nok blevet et nyt fast punkt i min koncertrutine (og generelt, når jeg er i store mænger) – hvad er min flugtvej?

Kl. 19.20: Netop da de første toner fra scenen lyder, tikker der en sms ind fra vores aupair. Elvis er vågnet i højt humør og siger, at maven er rask igen. Yes, mand!! Musikken begynder, og gulvet gynger helt bogstaveligt talt. Hippien og jeg bliver lige en snert bekymrede over, om gulvet nu kan holde til presset? Men selvfølgelig kan det det. Bandet spiller i tre timer, og det er en helt fænomenal koncert. Jeg bliver så fjollet glad, når Ronnie Atkins fra Pretty Maids kommer på scenen. Han er jo dansk! Hippien synes som forventet, at musikken er helt forfærdelig, men han er stadig dybt imponeret af showet – og jeg elsker det. Sådan er det bare. Der sidder stadig en lillebitte power metalfan og gemmer sig inden i mig et sted, og denne aften kommer den ud i fuld lys. Årh, det er sjovt!

Kl. 22.30: Koncerten er slut, og Hippien og jeg begiver os hjemad. Vi stopper dog lige nede på vores lokale bar, Bistrot Les Timbrés, og får et øl og en snak med en af ejerne. De eneste andre gæster går kort efter, vi kommer, så det er meget stille og roligt og hyggeligt.

Kl. 00.30: Snubsen sover sødt i sin egen seng, og jeg kollapser i vores. Det har været en laaaang dag – heldigvis har jeg blokeret min kalender for møder torsdag morgen, så vækkeuret er sat til kl. 8. Det burde lige gå.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar