mandag den 8. august 2016

På stranden i Paris

Selv om jeg har en masse gode planer for august, så præsterede vi at være fuldkommen uforberedte på denne weekend. Ingen planer overhovedet, Well, vejret var i top og det endte med at være den mest fantastiske weekend!

Lørdag morgen lykkedes det mig for første gang i laaaaang tid (vi taler år...) at få vasket Snubsens hår uden skrig og skrål. Vi byggede nemlig en frisørstol op ad badekarret, og så lokkede jeg måske også en hel del med en is, hvis man ikke blev ked af det... Det virkede! Så om eftermiddagen måtte vi gå på isjagt efterfulgt af en dejlig lang tur på legeplads, bare os tre. Det var perfekt. Efter et stop på bistro til hhv. æblejuice, øl og Aperol Spritz, tog Hippien hjem for at pleje en dum hovedpine, mens Snubsen og jeg gik tilbage på legepladsen. Der præsterede farlige tyrannosaurus-mor her til stor fornøjelse at jage ungen rundt og rundt på legepladsen - så meget, at der ingen energi var tilbage i den lille fyr senere. Vi havde ellers talt om at gå på burgerrestaurant, men da han sad og var ved at falde i søvn i sofaen kl. halv syv, blev det i stedet til en hurtig omgang tøm-køleskabet til ham og så ellers tidligt i seng. Mens Hippien puttede hentede jeg så burgere til os - genialt! Det er virkelig længe siden, at vi har spist uden Snubsen. Burgere efterfulgt af kold Chablis og film - jeg er så meget fan!

En vanilie-mango blomst. Til mig. Den var god. Det syntes Elvis også...

Søndag var Elvis mest i humør til bare at lege med dinosaurer (som jeg også fik dokumenteret på Snap Chat...), så det gik hele formiddagen med. Om eftermiddagen fik vi så endelig snøvlet os ud af døren og af sted til Paris Plage - den årlige parisiske tradition med at omdanne et stykke af Seinens bred til en strand med liggestole, sand, strandbar og masser af aktiviteter. Vi var forbi sidste år uden rigtig at fange pointen, men i år var den der. Det var fantastisk. Elvis sad og gravede i sandet, mens mor og far drak en fadøl, og så sluttede Snubsen og jeg lige af med at danse amok på den åbne scene med salsaundervisning. Årh, hvor var det sjovt! Jeg har allerede lovet drengen, at vi kommer igen næste weekend - han gik nemlig glip af den dansende storm trooper, som lavede koreografi med børnene. Dét må vi prøve næste gang! Jeg tænker lidt, at vi skal tage af sted lidt tidligere og lave en rigtig strandtur ud af det - altså inklusiv badetøj og håndklæder. Vi var lidt nybegyndere i går...




Nu er jeg tilbage på kontoret - vi er pt. seks mand i 24 mands storkontoret. Her er stille. Men det er ok - indtil videre har jeg brugt formiddagen på at bakse med vores sygeforsikring, som stadig ikke kan finde ud af at registrere mig korrekt. Det er jo også kun et år og to måneder siden jeg fik mit social security nummer. Suk - Frankrig for pokker!

Ellers vil jeg lige slå endnu et slag for min Snap Chat. På en dag som i går er jeg meget bedre til at opdatere der end på Instagram, og derfor får man også et lidt mere umiddelbart blik på Paris derind - noget, jeg har på fornemmelsen, mange af jer godt kan lide. :)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar