torsdag den 29. september 2016

Den evigt ubelejlige sygdom

Åhh, hvor kommer den dog bare med dårlig timing. Den der sygdom. Og ja, jeg ved godt, at timingen reelt aldrig er god for sygdom, men stadig væk!

Elvis har været snotforkølet stort set siden skolestart. Det kommer egentlig ikke som den store overraskelse, og på mange måder er jeg ret sikker på, at vi har været rimelig forskånet! Han havde lige spontant feber i mandags, men det var væk næste morgen - og ellers har det bare handlet om en stoppet næse kun afbrudt af en løbende næse. Super.

Jeg kan sagtens leve med det niveau af Elvis-sygdom. Men jeg gider altså ikke selv mere!

Forrige uge var jeg på weekend i Baden Baden med min mor. Vores årlige tradition. Det var endda vores tiende år, så hotellet havde disket op med en virkelig lækker champagne. Fantastisk - altså det, jeg kunne smage af den! Jeg var snotforkølet. Havde endda nok taget en sygedag den fredag, hvis ikke det i forvejen havde været en fridag. Men det gik - kombinationen af godt med søvn, en løbetur til at sætte gang i systemet og så en masse selvpleje i form af massage og spa gjorde, at jeg faktisk var helt frisk igen søndag.

Så gik der to uger, og nu er vi her. Og jeg har det sååååå skidt! Jeg har ondt i halsen, og jeg fryser helt vildt, lige indtil jeg tager en panodil. Så sveder jeg. Ikke et godt tegn. Særligt fordi Hippien og jeg i aften skal ud og spise på en sushirestaurant, som jeg har fået anbefalet af min japanske kollega (dety kan kun være godt!) og fordi vi faktisk leger kraftigt med tanken om at tage i Disneyland i weekenden for at opleve deres Halloween-tema. Nå ja - og så rejser jeg i øvrigt til New York på mandag.

Just freaking great...

Af forskellige årsager (som jeg ikke lige kan dele endnu - see what I did there? En ægte blogger teaser - pisse irriterende!) er jeg nødt til at tage på arbejde i morgen. Så sygdom er bare NO GO. Jeg nægter. Men jeg synes bare ikke, min krop lytter.

Nå. Jeg prøver. Sushien lokker og jeg har lige taget en panodil mere. Og så taler vi ikke mere om det, vel?

Fra Baden Baden - men jeg har faktisk samme buksedragt på i dag. Min yndlings fra Gestuz!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar