lørdag den 27. januar 2018

I øvrigt #17

... drømmer jeg næsten hver nat om Paris for tiden. Jeg savner den by så meget. Heldigvis har vi booket en tur derned i Påsken, og jeg GLÆDER mig!

... har jeg netop modtaget brev fra det franske skattevæsen om, at de gerne vil have første rate af min indkomstskat for 2017 nu. Selv om jeg forlod landet i 2016. Suk, det franske system savner jeg ikke... Men må vel hellere forsøge mig med at ringe til dem på mandag.

... udløber vores fortrydelsesfrist på lejligheden på mandag. Ikke at det nogensinde var på tale at udnytte den, men så er den da først reelt vores. Weee....

... har jeg været hårdt ramt af indekuller som reaktion på, at Elvis havde tre sygedage hjemme i sidste uge. Endnu en situation, hvor det bliver rart i det mindste at have lidt mere plads!

... har Elvis og jeg af samme grund i dag været til cirkusforestilling i en industribygning på Nørrebro. Det var overraskende sjovt og gennemført. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger - men ungerne havde en fest og jeg grinede faktisk også selv. Totalt overskuelig lille cirkusshow med Cirkus Big - det kan anbefales. De  spiller igen lørdag d. 3. februar og d. 3. marts.

... er det som om, jeg bliver mere dedikeret til at støtte de små lokale initiativer på Nørrebro, når jeg er på randen til at flytte væk. Måske er det en lidt dårlig samvittighed over ikke at have gjort nok, mens tid var? I hvert fald er der pludselig ikke grænser for, hvad vi skal se, prøve og deltage i.

... er min blog indirekte på BT i dag. Godt nok handler artiklen (selvfølgelig) kun om de nominerede realitybloggere, men det er da meget sjovt alligevel.

... har jeg fundet den bedste slankekur i form af tandretning med Invisalign. Det er så besværligt at skulle have skinner af og på, hver gang der skal spises, at al min mellem-snacking er stoppet. Nu er alle mine bukser for store!

... er jeg skide stolt og imponeret af min lille dreng, som kan stave alle ord og forleden skrev "Spinosaurus" helt selv ved at læse af fra en tekst. Han er altså kun 4,5!

... er jeg knap så stolt over, at jeg traumatiserede knægten i går. Note to self - bogen "Huset med de 100 vampyrer" er han ikke stor nok til... "Mor, jeg er så bange, at jeg næsten er ved at græde"...




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar