mandag den 5. februar 2018

Når legebarnet vinder...

Det var kun i et kort øjeblik, at jeg var hende den kedelige, alt for rationelle voksne. Kun et splitsekund, før barnet i mig bankede på og sagde ”Hallooooo”….

Det var lørdag eftermiddag. Elvis og jeg sad ved spisebordet og samlede et ”Byg-selv-skelet” fra en bog om kroppen. Det var noget med at klippe knogler ud og sætte sammen med kuvertklips. Vi manglede kun hænderne og fødderne, da vi kiggede ud af vinduet og så, hvor meget det sneede.

Årh mor, det skal vi ud i! Jeg har nemlig kun prøvet én gang at få sne på tungen!

Og så var det, at voksne-mor sagde ”Nu laver vi lige skelettet færdigt, og så kan vi gå derud”. God logik – og virkelig dårlig logik. For pludselig kunne jeg huske helt ind i maven, hvordan det føltes som barn, når det endelig sneede. Hvordan man bare ville derud NU! Og tænk nu, hvis det var stoppet med at sne, når vi var færdige med skelettet? Så ville der ikke være noget sne at fange med tungen.

Så jeg lagde saksen fra mig og sagde ”Skal vi ikke bare lade alt det her ligge og gå derud nu?”.

På med tøjet (og dragevinger og maske og dragehandsker selvfølgelig…) og ud i sneen. Ud og fange snefnug med tungen. Ud og lege sneboldkamp. Ud og få røde kinder.

Det varede ikke længe, før sneen stoppede med at falde, og nu er der kun sparsomme spor tilbage rundt om træer og under buske. Men hold nu kæft, hvor var det en dejlig vinterstund!


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar