mandag den 30. august 2021

Dagens ups(er) nr. 29

Ja, så er jeg da klar til at genoplive dén serie... I dag er seriøst en dag, hvor jeg bare burde være blevet i sengen. Jeg turde faktisk næsten ikke tænde computeren, for så ville jeg sikkert bare få tastet forkert password for mange gange eller sådan noget. Taget i betragtning, at jeg skal tilbage på arbejde på mandag, er det sgu lidt sent at ammehjernen sætter ind!

Nå, men det startede i morges, da jeg tjekkede min konto og så, at jeg havde fået min løn og bonus. Fedt, så nu skulle vores drømmerejse her til efteråret betales. Jeg logger ind på ordren - og ser at den skulle have været betalt senest i går. Total panik. Men jeg fik lavet en straksoverførsel efterfulgt af en halv times ondt i maven indtil deres kundeservice åbnede, et kvarter i telefonkø og så endelig en beroligende dame som sagde, at det ville hun bare lige notere og så var alt fint.

I den halve time med ondt i maven prøvede jeg så at være konstruktiv (Indie sov...), så jeg gik ud på loftet for at lede efter noget tøj, jeg havde solgt på Reshopper. Det ene par bukser var virkelig svære at finde, så jeg måtte lægge nøglen fra mig og tage hele kassen ud. Lede og lede. Ind og tjekke, om de alligevel var i lejligheden. Tilbage til loftet. Dér var de! Kassen på plads, ud af rummet, låse låsen - og netop, da den sagde klik, sagde min hjerne "Nøglen!". Som ja, stadig lå ude på loftsrummet.

Jeg satte i gang i en hel masse. Skrev i vores lokale Facebook-gruppe og fandt faktisk en flink mand, som gerne ville hjælpe med en vinkelsliber. Han kom her kl. 11. Skar låsen over. Jeg satte en ny i, som vi heldigvis havde på lager, og gik så ind for at skifte nøglerne om i bundet. Det mindede mig om, at vi havde en udefineret nøgle liggende i skuffen, så jeg tjekkede den lige.

Ja, den passede til låsen. Låsen, som lige var blevet skåret over, fordi jeg ikke havde nogen nøgle.

Hold nu kæft, hvor føler jeg mig dum...



torsdag den 19. august 2021

6 måneder


Og så nåede vi et halvt år. Et helt halvt år. Det er vildt. Vi fejrede det med at have Elvis hjemsendt til isolation pga. Corona i klassen, så vi har ikke været uden for en dør hele ugen, undtagen til test. Jeg er ved at blive sindssyg.

Men det går - jeg har søde unger. Indie er en lille temperamentsfuld unge, så engang imellem råber hun meget vredt, men for det meste er hun glad. Hun vil bare gerne snakkes med og underholdes. Og så er hun virkelig træt af ikke at kunne komme frem og rundt. Hun kan rulle sig og rotere om sin akse, men hun kan ikke komme frem.

Maden går så som så. Nogle dage sluger hun det hele, andre dage gider hun næsten ikke. Hun har også set sig sur på mit venstre bryst, som KUN duer, hvis hun er startet på det højre og stadig er lidt sulten. Det er lidt frustrerende for mig - i nat kunne jeg ikke engang snyde hende som jeg plejer. Sutteflasken er til gengæld altid et hit, så hun får fast en flaske inden sengetid. Så sover hun bedst og så sover jeg bedst...

Hun har lært at lege "borte-tit-tit". Det var fandme sjovt! Under putningen i går måtte jeg droppe godnatsangene, fordi hun begyndte at hive dynen op over sit hoved og så tage den væk med et frækt smil og kæmpe glimt i øjnene. Så absurd nuttet! Så lå hun og spiste sine fødder lidt, og så faldt hun heldigvis i søvn. Hun viste mig også i går, at hun kan snorke. Omkring midnat klynkede hun, så jeg gav hende sutten, og så kvitterede hun med et kæmpe snork - så højt, at jeg nærmest følte behov for at tænde lyset og sikre, at der ikke lå en anden i sengen hos hende! Det var så syret.

Hun er blevet rigtig glad for at sidde i sin barnevogn eller bæresele og kigge på verden. Så nu ligger indkøb og lignende i hendes vågne tid i stedet for når hun sover - når vi altså ikke er i isolation...

Hvad ellers? Tja, hun kan næsten sidde helt selv; hun er en lille charmetrold over for alle, når hun lige får set dem an; og så er hun begyndt at give mig verdens største kys med åben mund på kind og hage. Jeg elsker det. Jeg har simpelthen verdens bedste baby...


fredag den 13. august 2021

Når barslen slutter

Barselslivet går på hæld. Om under en måned er jeg tilbage på kontoret. Så venter en hverdag med nyt arbejdsliv som partner og mor til to. I det mindste skal Indie stadig være hjemme med sin far en fire måneder endnu, så vi venter lidt med at kaste os ud i koordineringen med to institutioner, hente og bringe. Men alligevel. Det bliver vildt.

Jeg har elsket hvert sekund af denne barsel. Virkelig. Også de dage og nætter, hvor Indie har haft glemt hvordan man sover, og hvor jeg har været alene med begge under og tingene ikke er gået op i en større helhed. Jeg har stadig elsket det. Heldigvis glæder jeg mig til at komme tilbage til mit arbejde, for det er spændende og fedt - men jeg glæder mig altså ikke til at undvære Blobsen. Auch.

Det har været den barsel, hvor jeg har gjort mindst. Hvor jeg oftest har praktiseret "Hvis jeg ikke når det i dag, når jeg det nok i morgen". Og nu er det snart slut og jeg har ikke nået det halve, af det jeg ville - og det er så lige meget! Jeg har været sammen med Indie og det var det vigtigste.

De første par måneder, hvor vi lå hud mod hud i flere timer om dagen. Hvor jeg lå i sofaen og skiftevis ammede og sov med baby på maven, mens drengene sad på gulvet og spillede Minecraft. De lange gåture i Valbyparken med lydbog i ørerne og sovende baby i vognen. De utallige grin og fjollerier. Og senest de spændende udfordringer med mad og skeer, som flyver i alle retninger. Det har været guld værd.

Elvis er tilbage i skole (hurra! Må man ikke godt sige det?), og derfor skal den sidste månedstid her bare stå på hygge, gåture, leg og afslapning. Så når jeg sgu nok ikke at fikse stigen til Elvis' seng. Eller rydde mere op i skabene. Eller... Pyt pyt pyt. :)

Og så bliver det hverdag. En hverdag, hvor Hippien er på barsel og jeg arbejder - dog kun 4 dage om ugen i første omgang. En hverdag, hvor jeg har planer om at finde noget tid til mig selv igen. Komme i gang med at træne. Nyde cykelturen alene frem og tilbage. Det bliver nu også godt. For måske er jeg nu partner og mor til to - men jeg skal også lige huske at være Caroline.

torsdag den 5. august 2021

Baden-Baden baby

Ja, det er Indie. Lige som Elvis var som baby, så har Indie lige været med min mor og mig i Baden-Baden. Det er ellers en børnefri tur - bortset fra når man stadig bliver ammet. Og det var så hyggeligt! Elvis var kun tre måneder, da vi var af sted, så Indie var selvfølgelig markant mere på og charmerede alle og enhver.

Vi kørte derned i min mors bil med en overnatning i hendes hus i Kappeln den første dag. Det var dog stadig 830 km på én dag bagefter, fra Kappeln til Baden-Baden, men det gik så godt! Indie er virkelig god til at køre bil, på trods af at det ikke er noget, vi gør meget. (Det var også derfor, at jeg vurderede det til at være ok med mange timer i autostol, for det sker så godt som aldrig ellers).

På turen derned stod vi op kl fem og kørte inden trafikken blev tæt. Dermed fik vi også et par timer af Indies nattesøvn klemt med ind. Men det blev stadig 10 timer i alt med gode pauser til spisning, skiltning og på-ryg-ligning lagt ind. Havregrød kan sagtens spises på en rasteplads! På turen hjem kom vi senere af sted og ramte også noget stau, så der tog det 12 timer. Men stadig ingen brok fra Pipsen.

Det var i det hele taget en fantastisk og tiltrængt tur. Ingen spa (fordi baby…), men ansigtsbehandlingm rygmassage, god mad, baby-bonding for mormor, første løbetur siden fødslen og shopping. Jeg købte bl.a. en fantastisk vinterfrakke og en lækker blazer i Escada - begge sat ned med 80%! Så kan det der partnerjob bare komme an om en måned.

Jeg glæder mig til næste år at være af sted igen uden baby, men jeg må sige, at Indie er bestået som rejsebaby. Mere af det, tak!
















onsdag den 4. august 2021

5 måneder

Ja, faktisk 5½ måned nu. Det har været sommerferie, så det har været så som så med computertid. Men fem måneder - hvor er det vildt! Om en måned skal jeg tilbage på arbejde...

Der er sket sindssygt meget på den seneste måned. Altså, søvn er blevet en by i Rusland, men humøret er højt og babyen er dejlig.

  • Hun har fået to tænder. To fine bisser i undermunden. De var lidt hårde at få frem.
  • Hun er begyndt på rigtig mad - startende med sveskemos grundet ondt i maven, og nu grød med frugt om morgenen og grøntsagsmos om aftenen. Stort hit.
  • Hun er begyndt at blive suppleret med modermælkserstatning (max. en flaske om dagen), så nu kan jeg bevæge mig lidt mere væk.
  • Hun har fundet sine fødder, og så er legetøj faktisk ret ligegyldigt.
  • Hun rækker ud efter alt - legetøj, vandstråler, fars næse, storebrors hår...
  • Hun ruller rundt som en gal. Konstant fra ryg til mave nogle gange videre igen. Hun er meget utålmodig efter at kunne komme frem. Hun brokker sig meget højlydt, når hun bare ligger og ikke kan det, hun vil.
  • Søvnen er som sagt udfordret og tryghedsbehovet er stort. Men det er ok. Vi sover bare tæt og ammer løs.
  • Hun snakker, råber, griner, laver spytbobler - og så smiler og griner hun til alt og alle, allerhelst storebror og baby-i-spejlet.
  • Det eneste, der kan holde hende fra baby-i-spejlet, er guitaren i gæsteværelset. Den skal røres ved og spilles på.
  • Hun er generelt vild med musik, og det kan altid give ro på at lytte til plader med far.
Hun er sgu sød... Og nu vågner hun så også. Suk...



Om natten...

Dette indlæg fandt jeg lige som en kladde fra starten af juli. Det kan vist godt tåle at blive postet, for det viser bare, at natten er en verden for sig... I nat sov jeg for eksempel på sofaen, fordi Indie kun ville sove i slyngevuggen. Og så er der de nætter, hvor enten Hippien eller jeg er i en helt anden dimension...

--------------

Det er nat. Indie skal have mad, og jeg kæmper med at vække Hippien, så han kan løfte hende fra babysengen og over til mig. Det lykkes, og jeg sidder og ammer. Pludselig begynder Hippien at lede panisk i dynerne.

Mig: “Hvad laver du?”

Ham: “Hvor er Blobs?”

Mig: “Hun er her - jeg sidder jo og ammer”.

Ham: “Hvor er den anden Blobs? Har vi ikke to?”


Næste nat kæmper jeg igen med at vække ham, så jeg kan få den brokkende baby.

Mig: “Skat, jeg skal have babyen. Du skal give mig babyen”

Ham: “Du skal bare søge efter hende i søgefeltet…”

Mig: “Du skal give mig hende. Jeg kan ikke nå hende”

Ham: “Jojo, bare giv mig din hånd!”



tirsdag den 29. juni 2021

Oh, what a night…

Det har været nogle tough dage. Afslutning på fire måneders tigerspring, måske. Ingen søvn og masser af brok. Jeg har været busted. Men i dag har hun været helt vidunderlig. Hun sov godt i nat og har faktisk taget lure i dag - plus skruet ned for brokken. Fantastisk.

Og så var der i aften. En skør, skør aften. Det startede med, at hun vågnede, mens jeg puttede Elvis, og jeg kunne høre brok og brok og brok. Til sidst kom Hippien da også ind med hende og mente, at hun måtte være sulten, for alt var galt. Men hun havde spist en halv time før, så det var altså ikke det.

Hun fik lov at ligge lidt i Elvis seng og putte med, indtil det også førte til brok. Og først der går det så op for mig, at hun er våd på den ufede måde. Tak, Hippie - du har givet mig en baby med en gennemskidt ble. Suuuuper…

Nå, men efter ren ble og rent tøj - og jeg havde lagt tøj og lagen i blød og vasket slyngevuggen - blev hun puttet, glad og tilfreds. Hun sov.

Jeg faldt om i sofaen foran Hippiens fodboldkamp. Slappede i tyve minutter. Og så syntes jeg, at jeg hørte en mærkelig lyd, som et krageskrig. Jeg gik ind for lige at tjekke til hende - og der lå hun, lysvågen og med verdens største grin. Grin og flere krageskrig og meget lidt søvnig. Bare klar på at grine til mor.

Så nu sidder vi stuen og er klar til forlænget spilletid mellem Sverige og Ukraine. At dømme efter hendes jubelskrig, er det virkelig fedt! Så pyt med, at mor er træt…

torsdag den 24. juni 2021

Home alone

Klokken er halv seks, og jeg er alene hjemme. Og med "alene hjemme" mener jeg selvfølgelig sammen med Indie. At være rigtigt alene hjemme er jo ren utopi... Men det føles stadig som at være alene hjemme, for drengene er her ikke. De er til Cirkus Summarum sammen med en af Elvis' venner. Egentlig var det mig, der skulle have været med på den tredje billet, da billetterne er købt til sidste års forestilling. Men ja, nu baby og så måtte kammeraten med i stedet.

Det er lidt sjovt - jeg husker det som, at det der med at være alene hjemme med baby ikke var noget, jeg var udpræget fan af med Elvis. Men nu elsker jeg det. Hun sover, og her er så roligt. Jeg slapper helt af i mit hoved (hvilket er tiltrængt efter en nat med meget lidt søvn og rigtig meget amning, given sut og nusning...). Men det er også om at nyde det, for ellers er i morgen sidste solo-barselsdag i lang tid. Forstået som at Elvis får sommerferie og dermed kommer til at være hjemme med mig i seks (!) uger.

Forstå mig ret - jeg glæder mig til det. Det bliver nok den eneste gang, jeg kan holde en fuld sommerferie med ham, og det bliver så hyggeligt. Men også lidt hårdt. Så er der pludselig to børn, hvis behov kommer før mine. Så slut med lange gåture med lydbog, slut med tv-serier (men det er også en stund siden - jeg kan ikke engang huske, hvad jeg egentlig er ved at se...) og goddag til en masse "Jeg vil lave noget sammen med dig, mor!", hvor jeg ikke har hoved til at finde på de rigtig gode ideer. Jeg håber, det går. Om ikke andet har vi Legoland og besøg hos bedsteforældre at se frem til.

Men først, ro. Hun behøver ikke at vågne liiiiige nu...



torsdag den 17. juni 2021

4 måneder

Og så blev hun fire måneder... Hvor er det vildt. Jeg troede egentlig, at jeg for en måned siden besluttede mig for at lave et indlæg ved hver månedsmilepæl, men det kan jeg se, at jeg aldrig fik gjort. Det er nok meget sigende for denne barsel - jeg når kun det halve af de ting, jeg gerne vil. Til gengæld får jeg hygget rigtig meget med baby, og det er vel i sidste ende det vigtigste.

Det har været vilde fire måneder. Hun er blevet så stor! Men hun er så lille... Hendes personlighed er virkelig trådt frem, og jeg elsker den. Mild, glad og nysgerrig. Kun enkelte grådflip - bl.a. i går, hvor maven vist gjorde ondt og faderen formastede sig til at tage hende op af slyngevuggen frem for mig. Det var selvfølgelig lige den da, hvor jeg var koblet på et fem timers møde med arbejdet... Det blev til tre amninger undervejs. Jeg håber, at det billede af mig selv, som jeg ser på mit Teams, stemmer med hvad andre ser, for jeg slog ikke kameraet fra...

Nå, men fire måneder - hvad betyder det så?

  • Hun kan godt rulle fra både mave til ryg og ryg til mave, men hun gør det ikke meget. Det er kun sket et par gange. Til gengæld møffer hun sig gerne rundt i mærkelige stillinger, så man ved aldrig, hvordan hun ligger.
  • Hun pludrer rigtig meget. R-lyden er netop kommet frem.
  • Hun er verdens største smil - særligt når hun vågner om morgenen og når hun vågner fra lur i slyngevuggen og jeg så kommer over til hende. Det er helt uimodståeligt.
  • Ellers er hun stadig en Scepticus Maximus. Hun betragter verden med et meget skeptisk og bekymret udtryk. Generelt er det vel meget sigende for hende - hun har tre ansigtsudtryk; skeptisk, smilende og skræmt på den der "Wooow, what just happened?" måde.
  • Hun sover rigtig godt. Engang imellem glemmer hun, hvordan man gør, og så har vi nogle lidt lange dage. Men selv de dage er hun i godt humør. Hun har netop haft to nætter, hvor hun har sovet fra 22 til 05 og så igen til kl. 08. Det er jo for vildt.
  • Hun er glad for legetøj, som man kan tage fat i. Robotten, bananen og diverse Libero-sommerfugle. Og så elsker hun at snakke med Lamasse-elefanten.
  • Hun krammer faktisk sin sovebamse, en pink Jellycat-kanin. Det gjorde Elvis nærmest aldrig...
  • Hun har stadig hikke dagligt. Heldigvis kan hun sove fra det.
  • Hun elsker at hænge på hovedet og svinge fra side til side. Og så er tørklæde-over-hovedet leg seriøst det bedste i hele verden - hun kan næsten ikke være i sin krop, når jeg tager tørklædet frem.
  • Storebror er hendes helt - og drengene fra klassen er de bedste at charmere, når vi henter Elvis. Der bliver smilet til den store guldmedalje.
Med fire måneder er hun jo egentlig "godkendt" til at starte på mad. Men det gør vi ikke. Hun virker ikke synderligt interesseret, og amningen kører godt. Så det er både nemmere og bedre for hende. Og så er jeg stadig så mega stolt over, at den amning spiller, at jeg vil trække så længe som muligt! Men lad os nu se, hvad der sker med hende over de næste par måneder.


torsdag den 13. maj 2021

Forskellene mellem første og anden barsel

Jeg har nu været på barsel i fire måneder - tre med baby uden for maven og en med baby inden i maven. Og jeg må bare sige, at det er noget andet end min første barsel! Jeg ved godt, at jeg slet ikke skal klage, når nu min ældste er syv år og dermed totalt selvkørende, but still...

Lad os tage nogle eksempler:

Første barsel:

"Pyh, der er meget vasketøj. Jeg vasker tøj en gang om ugen!"

Anden barsel:

"Nå, hvad skal dagens tøjvask så være? Hov, der er vist nok til to vaske i dag!"


Første barsel:

"Ammetid! Så kan jeg lige sidde her og slappe af i ½-1 time... Men av, hvor gør det dog ondt".

Anden barsel:

"Ammetid! Klar, parat - hov, nu er hun færdig. Nå ja, der gik da også otte minutter. Jeg opdagede det næsten ikke".

(Ja, amningen kører SÅ meget bedre denne gang. Ingen ammebrikker, ingen smerter og ingen supplerende MME. We've got this...)


Første barsel:

"Ahh, baby sover. Netflix-tid! Jeg er snart igennem alle syv sæsoner af True Blood."

Anden barsel:

"Ahh, baby sover. Så kan jeg tømme opvaskemaskine, rydde op, lave indkøbsliste og måske nå ti minutter af en serie. Hvilken én var det nu, jeg var i gang med?"


Første barsel:

"Hov, hvad med aftensmad? Nå, det klarer vi når Hippien er hjemme fra arbejde. Pyt med, hvad tid det bliver..."

Anden barsel:

"Hvor bliver han af? Vi skal spise nu, ellers bliver det for sent for Elvis. Han skal snart i seng".


Første barsel:

"Så skal baby puttes. Bare han ikke skal have sutten for mange gange bagefter, for vi skal se film og så i seng ved elleve-tolv tiden som vi plejer."

Anden barsel:

Hvis Hippien er hjemme: "Putter du Elvis? Så kravler jeg i seng sammen med Indie. Jeg sover helt sikkert, når du er færdig med at putte ved 21-tiden."

Hvis Hippien ikke er hjemme: "Okay, jeg kan godt! Så putter jeg Indie. Fedt, hun sover. Så skal der læses for Elvis, høres et par sange og snakkes alt for meget... Sov nu, dreng... Hov, nu vågner Indie. Ok, så er det godnat til Elvis og ind og putte hende igen... Pyh, hun sover. Shit, er klokken allerede 22? Jeg skal sove NU..."


Første barsel:

"Wee, baby - vi skal bare SÅ meget! Babysalmesang, babysvømning, tumlastik - here we come..."

Anden barsel:

"Ahh, barsel. Jeg gider ikke noget. Pyt med, at Corona har lukket alt, for jeg giiiider ikke. Jeg kan heller ikke nå det, når Elvis skal hentes kl 15 hver dag. Vi hygger bare hjemme, baby."


Første barsel:

"Sov nu, baby! Aaargh, han vågner. Jeg må gøre alle krumspring for, at han sover videre. Gerne i op til en time."

Anden barsel:

"Ahh, baby sover. Hov, baby vågner. Kan du sove mere? Vi prøver lige at give det fem minutter med at hælpe søvnen videre. Nå, det gik ikke. Pyt. du får bare en lur igen senere".


Første barsel:

Kurven under barnevognen er fyldt med pusletaske og generelt babyting. Måske en to-go kop fra kaffe.

Anden barsel:

Pusletaske er reduceret til en stofble, vådservietter og et par bleer i et stofnet. Kurven under vognen er fyldt med sjippetov og pinde, aka tryllestave...


Der er også ting, som er blevet geniale siden min første barsel. Jeg nævner i flæng: 

  • Udbuddet af lydbogsservices. Jeg er storforbruger af Mofibo på min gåture! 
  • Vuggemotor. Som Hippien sagde - den fortjener Nobels fredspris. Bedste køb nogensinde.
  • Najell Sleep Carrier. Vi arvede én fra et vennepar, og vi bruger den både som lift om natten, legetæppe når vi er ude og ikke mindst til at fragte Indie til og fra tredje sal. Jeg var død, hvis vi stadig havde brugt toppen af barnevognen, som vi gjorde med Elvis. Den var tung.
  • Chromecast. Når jeg endelig har mulighed for at se noget, kan jeg styre det hele fra min telefon. Den er bare nemmere at bruge med én hånd end controlleren til vores PS4, som vi ellers styrer fjernsynet fra. Plus jeg kan trods alt (næsten) altid finde min telefon, mens fjernbetjeningen kan være alle og ingen steder.
Jaja, ingen sagde, at det skulle være det samme. Det er også to meget forskellige babyer. Men barsel er godt, og Indie er skøn.

tirsdag den 27. april 2021

Gone viral...

Det havde jeg alligevel ikke forudset... At en af mine - sjældne - posts på LinkedIn skulle gå viralt. Men det skete altså i sidste uge.

Sagen er nemlig den, at jeg er blevet udnævnt til partner på min arbejdsplads. Det er resultatet af en et år lang proces, som altså løb hen over Indies fødsel. Ja, jeg sad i dagene op til fødslen og ikke mindst i tiden efter og ordnede de sidste ting fra min case, og en dag i starten af april sendte jeg så Hippien på gåtur med barnevognen, mens jeg var oppe til det afsluttende interview. Det gik heldigvis rigtig godt - også selv om jeg aftenen før endte med at jonglere putninger af flere omgange frem for at øve mig. 

Et par dage efter kom svaret så, at jeg var blevet godkendt, og så skrev jeg en post på LinkedIn. En post om, at jeg synes, det er en fantastisk udvikling, at man i dag kan blive udnævnt til partner mens man er på barsel. Intet "Hun skal på barsel, så vi kan vente et år med at forfremme hende" eller "Hun er egnet som partner, men nu vil hun jo have to små børn, så det går nok ikke...". Tingene går i den rigtige retning. Og jeg er tydeligvis ikke den eneste, som finder det vigtigt, for på en uge havde min post ramt 400.000 visninger! Lige nu er den på 450.000 visninger, næsten 300 kommentarer og næsten 7.000 likes - plus at jeg har 800 invitationer til at connecte, som jeg ikke har taget stilling til endnu (og ærligt ikke aner, hvad jeg skal gøre ved...). Det er helt vildt.

Jeg er glad for at være med til at give det fokus, men det har godt nok været lidt overvældende. Pludselig forstår jeg i min egen mindre skala, hvorfor influencers tit siger, at de ikke kan overskue at svare på beskeder og lignende! 

Nå, men jeg er glad. Glad for forfremmelsen. Glad for al støtten. Og glad for, at den NU står på 100% barsel - også mentalt.

mandag den 22. marts 2021

Jeg drømmer...

Jeg drømmer om at tage på spaophold med Hippien lige som da vi var på Marienlyst sidste sommer...

Jeg drømmer om at pakke min familie sammen og tage på barselsferie et eller andet varmt sted...

Jeg drømmer om at sidde med gode venner og god rødvin en hel nat uden at bekymre mig om tømmermænd, Coronabobler og mængden af alkohol, som ryger videre i mælken til baby...

Jeg drømmer om at tage til koncerter og drikke store fadøl til god musik...

Jeg drømmer om at tage på festival og sidde i solen og bare kigge på mennesker, mens der spiller det ene gode band efter det andet omkring mig...

Jeg drømmer om at holde en stor fest for familie og gode venner. Der er så meget vi endnu ikke har fået fejret, og der kommer hele tiden nyt til...

Jeg drømmer om at tage i Legoland, Disneyland, Knuthenborg eller andet godt med Elvis...

Jeg drømmer om at trille med barnevognen og sætte mig på en kaffe, når baby sover...

Jeg drømmer om at gå ud og spise god mad - enten med savnede veninder eller med Hippien og baby sovende i barnevognen imens...

- - -

Jeg er nok bedre stillet end de fleste. Barsel under Corona er ikke så skidt. Men der er alligevel mange ting, jeg savner og drømmer om. Også de ikke Corona-relaterede ting.😉

fredag den 19. marts 2021

Fejring under lockdown

I går var det min fødselsdag - min anden under Corona-krisen og dermed nummer to, som blev fejret under et lockdown. Sidste år var det en lidt flad følelse. Jeg ville gerne have haft gæster, men samtidig var Danmark kun lige lukket ned, og vi tog det selvfølgelig meget seriøst. Så jeg husker faktisk ikke, hvad vi overhovedet lavede.

I år var det en anden sag. Jeg havde ikke haft ønsket gæster, selv hvis vi havde kunnet. Vi er stadig i boblen. Og jeg havde en fantastisk dag med min lille familie. Fra kaffe og gaver på sengen inden Elvis skulle i skole, til langsom morgenmad med Hippien, mens Indie sov og videre til tidlig afhentning af Elvis og en lille gåtur i solskinnet. Senere skålede Hippien og jeg med et glas champagne, og til aften hentede vi 4-retters menu fra Spisestuen. Rigtig restaurantmad og støtning af en lokal forretning - jeg elsker det.

En ting er, at maden var helt fantastisk. Men det bedste var næsten at sidde og betragte os lidt udefra. Vi sad i stuen med en god plade på, Indie sov i slyngevuggen og Hippien sad og fortalte røverhistorier fra sine musikerdage til Elvis, som var helt fanget og flad af grin. Jeg sad bare og kiggede på dem og følte mig som den heldigste kvinde i verden. Efter han havde spist, blev Elvis så inspireret, at han gik ind på sit værelse og spillede på sin rockguitar, mens Hippien og jeg nød de sidste to retter i ro og mag. Hvad mere kan man ønske sig?

Lige nu sover Indie også, og om lidt har jeg et hurtigt kald med min chef. Det bliver også helt hyggeligt. Senere i dag kommer min far og møder endelig Indie for første gang, og på søndag kommer min bror og svigerinde. Alle er læger og dermed færdig-vaccinerede, så det føles sikkert og det bliver bare rigtig dejligt at se dem. Og så kommer foråret forhåbentlig snart, så vi kan åbne lidt mere. Jeg har lyst til at dele min lille trold med flere.

Snevejret er stoppet igen, solen skinner og det er weekend. Livet er godt.

tirsdag den 23. februar 2021

Og så kom Indie...

Det er tirsdag. Jeg har ikke været uden for en dør siden i torsdags. For nu er Indie kommet. Mandag d. 15. februar kl. 13.50 gjorde hun sin entre - 4000 g tung og 53 cm lang. En stor basse sammenlignet med sin bror, der kun var 3840 g. Men også en helt perfekt basse.

Det startede egentlig om søndagen. Efter jordemoderens melding fredag om, at jeg skam fortsat var helt lukket og uden tegn på fødsel, havde jeg egentlig indstillet mig på, at der ville gå noget tid, før der skete noget. Så søndag kastede jeg mig over en større oprydning af Elvis' værelse. Sortering af legetøj, ordning af bøger osv. Det var temmelig hårdt med alle de ture op og ned fra gulvet, så da Hippien og jeg ville gå en tur senere på dagen, måtte jeg opgive grundet for mange plukveer. Min krop var trær. Resten af eftermiddagen og aftenen tilbragte jeg derfor på sofaen. Og så blev det nat...

Jeg vågnede som altid et sted mellem kl. 02 og 03 - denne gang kl. 02.18 - og skulle tisse. Da jeg kom ind i seng igen, begyndte jeg at føle lidt murren, der måske kunne være veer? Men det havde jeg jo også troet et par uger før, så blev i første omgang liggende. Efter tre stykker valgte jeg dog alligevel at stå op og gå ind i stuen, så jeg kunne begynde at holde lidt øje med dem. Og det var veer. Helt klart. Kl. 4 vækkede jeg Hippien for at have lidt selvskab, så vi endte sammen på sofaen og lå og så X-Files, mens jeg timede mine veer.

Ved seks-tiden var de af en god længde (ca. 1 minut), men dog med 7 minutter imellem. Jeg ringede til fødegangen, som bad os vente lidt mere. Og så tog de efterfølgende af. Først ærgrede det mig, men det endte med at være helt rart. Pludselig var der 10-11 minutter imellem dem, så jeg præsterede faktisk at falde i søvn mellem hver ve.

Klokken otte var der en ve, som føltes mærkeligt. Den gjorde ondt helt op under brystet. Og så sagde det "klik" og vandet gik... Jeg ringede igen til fødegangen, der som forventet sagde, at vi skulle se det lidt mere an. Men så kom der ellers fart på veerne.

Klokken ni kom de med 4-5 minutters mellemrum og varede et minut hver, så jeg var klar til at køre til hospitalet. Turen var rædselsfuld, men jeg var nu mest glad for, at vi sad i vores egen bil og ikke i en taxa med mundbind på! Vi kom frem til fødegangen og jeg blev undersøgt - og så var jeg kun 1,5 cm åben. Totalt nedtur. Det var slet ikke strejfet mine tanker, at det kunne være så lidt. Jordemoderen nævnte, at jeg jo sådan set kunne køre hjem igen, men jeg var ikke meget for det, og da jeg også har et kejsersnit bag mig og det gik ret hurtigt med udvidelsen sidst (fra 4 til 7 cm på under en time), fik vi lov at få et venterum og se det an.

I venterummet kæmpede jeg med at finde en rar måde at ligge på. Mine veer gik helt amok. Selv når der ikke var aktive veer, gjorde det så vanvittigt ondt, at jeg ikke kunne være i mig selv. Så alle mine tanker om en fødsel uden smertestillende røg ud af vinduet. Efter en 45 minutter kunne jeg ikke mere og kaldte på jordemoderen, for jeg ville tjekkes og have smertestillende nu. Meeeen så viste det sig, at jeg lige var rykket til 8 cm på 45 minutter! Shit, et tempo. Og så hed det altså fødestue NU og i øvrigt ingen mulighed for at nå at få epidural. Jordemoderen talte lidt om de andre muligheder for smertestillende, men jeg var så fanget i vestorm uden pause, at jeg slet ikke kunne tage stilling til det, og så blev det bare til ingenting. Sådan kan man selvfølgelig også leve op til sine egne idealer - ganske unintentional...

På fødestuen fortsatte mine uafbrudte veer, så selv om det egentlig gik fint med vejrtrækning og veerne i sig selv, så var jeg ved at gå til fordi jeg aldrig fik en pause. Til sidste påvirkede det også baby, der viste stresstegn over de manglende pauser, så jordemoderen valgte i samråd med chefjordemoderen at give mig vehæmmende, så vi lige kunne få et pusterum. Det var rart for mig, og det hjalp for baby. Og endelig - kl. 13.50 og efter et klip og en håndfuld presseveer - kom den fineste, blødeste lille pige op på mit bryst. Det var for vildt.

Og nu er hun her. Lige her. Og hun er så sød og mild og nem, og vi laver ikke andet end at ligge hud mod hud, sove og amme. Okay, jeg laver også lidt andre ting engang i mellem, men det er essencen af det hele. Elvis er verdens stolteste storebror og alt er lykke.



lørdag den 13. februar 2021

Terminen, der kom og gik...

I torsdags havde jeg termin. Den havde jeg på ingen måde troet, at jeg ville nå til - dels fordi Elvis jo kom før tid og dels fordi jeg synes, jeg har haft masser af tegn på, at der skulle ske noget. Men nej. Terminen kom og gik igen. Der skete intet.

I går var jeg så til sidste jordemoderbesøg, hvor hun kunne konstatere, at min krop absolut ikke var ved at gøre klar til fødsel. Alt var fortsat helt lukket og slukket, så hun kunne ikke engang gøre noget for at skubbe lidt på. Super. Jamen, så venter jeg da bare videre...

Det er nu heller ikke fordi, jeg ikke kan forstå den lille baryl derinde. Derinde er der varmt og trygt, mens verden pt. er pissekold og præget af en pandemi. Jeg var sgu nok også blevet, hvor jeg var. Men jeg gad altså godt få hende ud. Jeg trænger til, at det ikke er min krop, som holder mig vågen om natten, men i stedet min baby. Jeg trænger til at kunne bevæge mig lidt mere frit. Min mave sidder meget fint lige midtpå, men for satan da, hvor er den ved at være tung. Og jeg er træt af halsbrand. Trææææææææt!

Nå, men det må være nok brok for i dag. Baby har det godt. Jeg har det godt. Vejret er smukt, og jeg skal bare hygge mig med Hippien i dag. Vi har sendt Elvis på vinterferie hos farmor på Fyn. De trængte begge til at der skulle ske noget andet i deres hverdag, og Elvis var helt vild med udsigten til en have fuld af sne. Det er godt for dem, og så kan jeg da endelig ligge på sofaen. Hvis jeg kan ligge godt. Det kan jeg nok ikke...

Nu vil jeg drikke min kaffe færdig, og så vil jeg lave en hel portion amerikanske pandekager KUN til mig! Ellers står den på puslespil, lidt oprydning og forhåbentlig en gåtur i dag. Det er trods alt til at klare. :)

onsdag den 27. januar 2021

Og så blev det barsel...

Denne her graviditet er fløjet væk. Simpelthen. Jeg er nu kun et par uger fra termin og er derfor langt om længe gået på barsel. En barsel, som ærligt består af noget mindre Netflix, end jeg havde håbet på, og en hel del mere hjemmeskole. Når det så er sagt, så nyder jeg helt vildt de her dage med Elvis. Han er så mega sej til skolearbejdet, og vi hygger os med at få det lavet. Han er totalt selvkørende, og jeg kan bare sidde og betragte ham, mens han løser de vildeste regnestykker og overhovedet ikke har brug for min hjælp. Det er så fedt.

Vi har givet ham en enkelt klassekammerat i "boblen", så 2-3 dage om ugen bruger de dagen sammen på at lave skolearbejde og lege. Det er genialt. I starten af barslen, hvor jeg nok havde lidt svært ved at lukke ned for arbejdet, var det en kæmpe hjælp at kunne sende Elvis rundt om hjørnet et par dage om ugen, og nu kan jeg så gøre gengæld til hans kammerats forældre, som får mulighed for at arbejde uforstyrret, mens jeg bare hygger mig med drengene. Det spiller sgu. Jeg klager heller ikke over at få et par egodage en gang imellem.

Men det er vildt at tænke på, at jeg har haft en hel graviditet i Corona'ens tegn. Det betyder også, at jeg har veninder, som jeg slet ikke har set i en hele min graviditet. Det giver lidt anderledes perspektiv på tiden.

Det har også været en vild gravididtet. SÅ anderledes end den første - i hvert fald i forhold til, hvad jeg kan huske fra for 8 år siden... Jeg har haft markant mere kvalme, har været markant mere træt og har været ramt af (trods alt milde) bækkensmerter og lignende komplikationer. Der har været dage, hvor jeg næsten ikke har kunnet gå. Men det er også en anden situation end for 8 år siden. Dels er det jo et andet barn - og en pige, hvilket mange giver skylden for kvalmen. Hvad ved jeg... Dels er jeg blevet 8 år ældre og har også et mere krævende job end for 8 år siden - nå ja, og et barn i forvejen, selv om han nu altså ikke skal beskyldes for at være krævende. Dels har der været Corona-situationen, som klart har gjort alting på hovedet. Det er nok et sammensurrium af det hele, som gør sig gældende. 

Ift. mine nuværende bækkensmerter, så er jeg ikke i tvivl om, at det også skyldes, at denne her baryl ser ud til at té sig bedre end Elvis. Hun ligger nemlig med hovedet nedad og borer sig godt og grundigt ind i mit bækken. Så alt tyder på, at det kan blive en naturlig fødsel denne gang. Det er jeg altså glad for, selv om min oplevelse med kejsersnit jo var god, så jeg er rimelig afslappet omkring det, hvis vi ender der igen. Men jeg gad godt prøve det andet.

Jeg håber lidt at få livet denne her blog lidt op igen under min barsel. Om ikke andet, så for Blobbys skyld (ja, det har Elvis døbt hende...). Jeg er virkelig dårlig til at få udfyldt den der Barnets Bog, men med Elvis har jeg i det mindste min bloghistorik, jeg engang kan give ham. Jeg vil gerne give hende her noget tilsvarende. Men nu må vi se. Jeg er også blevet mere privat, så måske kommer det ikke til at føles rigtigt. Time will show... Indtil videre afventer vi bare ankomst.