tirsdag den 23. februar 2021

Og så kom Indie...

Det er tirsdag. Jeg har ikke været uden for en dør siden i torsdags. For nu er Indie kommet. Mandag d. 15. februar kl. 13.50 gjorde hun sin entre - 4000 g tung og 53 cm lang. En stor basse sammenlignet med sin bror, der kun var 3840 g. Men også en helt perfekt basse.

Det startede egentlig om søndagen. Efter jordemoderens melding fredag om, at jeg skam fortsat var helt lukket og uden tegn på fødsel, havde jeg egentlig indstillet mig på, at der ville gå noget tid, før der skete noget. Så søndag kastede jeg mig over en større oprydning af Elvis' værelse. Sortering af legetøj, ordning af bøger osv. Det var temmelig hårdt med alle de ture op og ned fra gulvet, så da Hippien og jeg ville gå en tur senere på dagen, måtte jeg opgive grundet for mange plukveer. Min krop var trær. Resten af eftermiddagen og aftenen tilbragte jeg derfor på sofaen. Og så blev det nat...

Jeg vågnede som altid et sted mellem kl. 02 og 03 - denne gang kl. 02.18 - og skulle tisse. Da jeg kom ind i seng igen, begyndte jeg at føle lidt murren, der måske kunne være veer? Men det havde jeg jo også troet et par uger før, så blev i første omgang liggende. Efter tre stykker valgte jeg dog alligevel at stå op og gå ind i stuen, så jeg kunne begynde at holde lidt øje med dem. Og det var veer. Helt klart. Kl. 4 vækkede jeg Hippien for at have lidt selvskab, så vi endte sammen på sofaen og lå og så X-Files, mens jeg timede mine veer.

Ved seks-tiden var de af en god længde (ca. 1 minut), men dog med 7 minutter imellem. Jeg ringede til fødegangen, som bad os vente lidt mere. Og så tog de efterfølgende af. Først ærgrede det mig, men det endte med at være helt rart. Pludselig var der 10-11 minutter imellem dem, så jeg præsterede faktisk at falde i søvn mellem hver ve.

Klokken otte var der en ve, som føltes mærkeligt. Den gjorde ondt helt op under brystet. Og så sagde det "klik" og vandet gik... Jeg ringede igen til fødegangen, der som forventet sagde, at vi skulle se det lidt mere an. Men så kom der ellers fart på veerne.

Klokken ni kom de med 4-5 minutters mellemrum og varede et minut hver, så jeg var klar til at køre til hospitalet. Turen var rædselsfuld, men jeg var nu mest glad for, at vi sad i vores egen bil og ikke i en taxa med mundbind på! Vi kom frem til fødegangen og jeg blev undersøgt - og så var jeg kun 1,5 cm åben. Totalt nedtur. Det var slet ikke strejfet mine tanker, at det kunne være så lidt. Jordemoderen nævnte, at jeg jo sådan set kunne køre hjem igen, men jeg var ikke meget for det, og da jeg også har et kejsersnit bag mig og det gik ret hurtigt med udvidelsen sidst (fra 4 til 7 cm på under en time), fik vi lov at få et venterum og se det an.

I venterummet kæmpede jeg med at finde en rar måde at ligge på. Mine veer gik helt amok. Selv når der ikke var aktive veer, gjorde det så vanvittigt ondt, at jeg ikke kunne være i mig selv. Så alle mine tanker om en fødsel uden smertestillende røg ud af vinduet. Efter en 45 minutter kunne jeg ikke mere og kaldte på jordemoderen, for jeg ville tjekkes og have smertestillende nu. Meeeen så viste det sig, at jeg lige var rykket til 8 cm på 45 minutter! Shit, et tempo. Og så hed det altså fødestue NU og i øvrigt ingen mulighed for at nå at få epidural. Jordemoderen talte lidt om de andre muligheder for smertestillende, men jeg var så fanget i vestorm uden pause, at jeg slet ikke kunne tage stilling til det, og så blev det bare til ingenting. Sådan kan man selvfølgelig også leve op til sine egne idealer - ganske unintentional...

På fødestuen fortsatte mine uafbrudte veer, så selv om det egentlig gik fint med vejrtrækning og veerne i sig selv, så var jeg ved at gå til fordi jeg aldrig fik en pause. Til sidste påvirkede det også baby, der viste stresstegn over de manglende pauser, så jordemoderen valgte i samråd med chefjordemoderen at give mig vehæmmende, så vi lige kunne få et pusterum. Det var rart for mig, og det hjalp for baby. Og endelig - kl. 13.50 og efter et klip og en håndfuld presseveer - kom den fineste, blødeste lille pige op på mit bryst. Det var for vildt.

Og nu er hun her. Lige her. Og hun er så sød og mild og nem, og vi laver ikke andet end at ligge hud mod hud, sove og amme. Okay, jeg laver også lidt andre ting engang i mellem, men det er essencen af det hele. Elvis er verdens stolteste storebror og alt er lykke.



lørdag den 13. februar 2021

Terminen, der kom og gik...

I torsdags havde jeg termin. Den havde jeg på ingen måde troet, at jeg ville nå til - dels fordi Elvis jo kom før tid og dels fordi jeg synes, jeg har haft masser af tegn på, at der skulle ske noget. Men nej. Terminen kom og gik igen. Der skete intet.

I går var jeg så til sidste jordemoderbesøg, hvor hun kunne konstatere, at min krop absolut ikke var ved at gøre klar til fødsel. Alt var fortsat helt lukket og slukket, så hun kunne ikke engang gøre noget for at skubbe lidt på. Super. Jamen, så venter jeg da bare videre...

Det er nu heller ikke fordi, jeg ikke kan forstå den lille baryl derinde. Derinde er der varmt og trygt, mens verden pt. er pissekold og præget af en pandemi. Jeg var sgu nok også blevet, hvor jeg var. Men jeg gad altså godt få hende ud. Jeg trænger til, at det ikke er min krop, som holder mig vågen om natten, men i stedet min baby. Jeg trænger til at kunne bevæge mig lidt mere frit. Min mave sidder meget fint lige midtpå, men for satan da, hvor er den ved at være tung. Og jeg er træt af halsbrand. Trææææææææt!

Nå, men det må være nok brok for i dag. Baby har det godt. Jeg har det godt. Vejret er smukt, og jeg skal bare hygge mig med Hippien i dag. Vi har sendt Elvis på vinterferie hos farmor på Fyn. De trængte begge til at der skulle ske noget andet i deres hverdag, og Elvis var helt vild med udsigten til en have fuld af sne. Det er godt for dem, og så kan jeg da endelig ligge på sofaen. Hvis jeg kan ligge godt. Det kan jeg nok ikke...

Nu vil jeg drikke min kaffe færdig, og så vil jeg lave en hel portion amerikanske pandekager KUN til mig! Ellers står den på puslespil, lidt oprydning og forhåbentlig en gåtur i dag. Det er trods alt til at klare. :)

onsdag den 27. januar 2021

Og så blev det barsel...

Denne her graviditet er fløjet væk. Simpelthen. Jeg er nu kun et par uger fra termin og er derfor langt om længe gået på barsel. En barsel, som ærligt består af noget mindre Netflix, end jeg havde håbet på, og en hel del mere hjemmeskole. Når det så er sagt, så nyder jeg helt vildt de her dage med Elvis. Han er så mega sej til skolearbejdet, og vi hygger os med at få det lavet. Han er totalt selvkørende, og jeg kan bare sidde og betragte ham, mens han løser de vildeste regnestykker og overhovedet ikke har brug for min hjælp. Det er så fedt.

Vi har givet ham en enkelt klassekammerat i "boblen", så 2-3 dage om ugen bruger de dagen sammen på at lave skolearbejde og lege. Det er genialt. I starten af barslen, hvor jeg nok havde lidt svært ved at lukke ned for arbejdet, var det en kæmpe hjælp at kunne sende Elvis rundt om hjørnet et par dage om ugen, og nu kan jeg så gøre gengæld til hans kammerats forældre, som får mulighed for at arbejde uforstyrret, mens jeg bare hygger mig med drengene. Det spiller sgu. Jeg klager heller ikke over at få et par egodage en gang imellem.

Men det er vildt at tænke på, at jeg har haft en hel graviditet i Corona'ens tegn. Det betyder også, at jeg har veninder, som jeg slet ikke har set i en hele min graviditet. Det giver lidt anderledes perspektiv på tiden.

Det har også været en vild gravididtet. SÅ anderledes end den første - i hvert fald i forhold til, hvad jeg kan huske fra for 8 år siden... Jeg har haft markant mere kvalme, har været markant mere træt og har været ramt af (trods alt milde) bækkensmerter og lignende komplikationer. Der har været dage, hvor jeg næsten ikke har kunnet gå. Men det er også en anden situation end for 8 år siden. Dels er det jo et andet barn - og en pige, hvilket mange giver skylden for kvalmen. Hvad ved jeg... Dels er jeg blevet 8 år ældre og har også et mere krævende job end for 8 år siden - nå ja, og et barn i forvejen, selv om han nu altså ikke skal beskyldes for at være krævende. Dels har der været Corona-situationen, som klart har gjort alting på hovedet. Det er nok et sammensurrium af det hele, som gør sig gældende. 

Ift. mine nuværende bækkensmerter, så er jeg ikke i tvivl om, at det også skyldes, at denne her baryl ser ud til at té sig bedre end Elvis. Hun ligger nemlig med hovedet nedad og borer sig godt og grundigt ind i mit bækken. Så alt tyder på, at det kan blive en naturlig fødsel denne gang. Det er jeg altså glad for, selv om min oplevelse med kejsersnit jo var god, så jeg er rimelig afslappet omkring det, hvis vi ender der igen. Men jeg gad godt prøve det andet.

Jeg håber lidt at få livet denne her blog lidt op igen under min barsel. Om ikke andet, så for Blobbys skyld (ja, det har Elvis døbt hende...). Jeg er virkelig dårlig til at få udfyldt den der Barnets Bog, men med Elvis har jeg i det mindste min bloghistorik, jeg engang kan give ham. Jeg vil gerne give hende her noget tilsvarende. Men nu må vi se. Jeg er også blevet mere privat, så måske kommer det ikke til at føles rigtigt. Time will show... Indtil videre afventer vi bare ankomst.